Danmarks næststørste bryggerikoncern, Royal Unibrew, kom ud af fjerde kvartal 2021 med en omsætning på 2407 mio. kr. samt et driftsoverskud (EBIT) på 306 mio. kr.

Det er en fremgang fra henholdsvis 1658 mio. kr. og 252 mio. kr. i samme periode af 2020.

Analytikere ventede ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News henholdsvis 2164 mio. kr. og 317 mio. kr. Estimaterne er indsamlet blandt op til 11 analytikere.

EBIT-marginen, blev 12,7 pct. mod 15,2 pct. i samme periode året før.

Driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, steg til 397 mio. kr. mod 329 mio. kr. Der var ventet 421,4 mio. kr.

I mængder solgte bryggeriet 2,97 mio. hektoliter mod 2,65 mio. hektoliter i samme kvartal af 2020.

Bundlinjen viste et overskud på 230 mio. kr. mod et overskud på 218 mio. kr. i fjerde kvartal 2020. Forventningen var 248,5 mio. kr.

SER FREMGANG EFTER ÅR MED OPKØB

Også i det fulde regnskabsår har bryggeriet oplevet fremgang. Omsætningen er vokset til 8,7 mia. kr. fra 7,3 mia. kr. i 2020.

Det er sket på baggrund af større mængder, som er vokset til 12,3 mio. hektoliter i 2021 fra 11,1 mio. hektoliter året inden.

Driftsresultatet, EBIT, er steget til 1,7 mia. kr. i 2021 fra 1,5 mia. kr. året før. På bundlinjen har Unibrew hentet 1,3 mia. kr. mod 1,2 mia. kr. i 2020.

Det seneste år har for Royal Unibrew især været præget af opkøb, hvor navne som Hansa Borg, MC Energy, Fuglsang og Aqua D'or er føjet til selskabet.

- Vi lykkedes med at købe flere forretninger i 2021 i tråd med vores strategi og for at styrke vores platform. Hvert opkøb er ikke en transformation for Royal Unibrew i sig selv, men sammen er de, siger topchef Lars Jensen i regnskabet.

SER STØRRE VÆKST I 2022

I 2022 forventer Unibrew at lande et driftsresultat, EBIT, på 1650-1800 mio. kr.

Unibrew oplyser, at EBIT-forventningen har fået skåret 100 mio. kr. som følge af højere risiko for inflation som følge af de geopolitiske spændinger, der har udviklet sig i den seneste uge af februar, skriver Unibrew.

Rusland indledte torsdag i sidste uge en invasion af Ukraine.

- Den generelle usikkerhed er meget højere end normalt på grund af den geopolitiske situation. Royal Unibrews direkte salg til Rusland, Hviderusland og Ukraine står for under 1 pct. af indtjeningen og er derfor ikke markant, skriver selskabet.

Bryggeriet forudser desuden, at kunne lande en omsætning på 10-11 mia. kr. i 2022.

Sidste år endte driftsresultatet på 1652 mio. kr. Det skal ses i forhold til forventningen om 1625-1700 mio. kr., der er opjusteret flere gange fra den oprindelige forventning om 1475-1625 mio. kr.

Der var ikke blevet givet forventninger til omsætningen i 2021.

.\˙ MarketWire