Royal Unibrew overgår forventningerne - og skruer samtidig ned for optimismen


Det danske bryggeriselskabet Royal Unibrew har netop sendt friske regnskabstal på gaden for årets tredje kvartal.
Selskabet kan blandt andet berette om en underliggende nettoomsætningsvækst på 4 pct. for året, samt en EBIT-vækst på 6,3 pct. ligeledes for året.
»Vi har endnu en gang leveret et kvartal med solid forretningsmæssig gennemførelse, med markedsandelsgevinster på de fleste markeder og fortsat forbedring af rentabiliteten på trods af stigende inflationspres,« udtaler administrerende direktør, Lars Jensen, i forbindelse med regnskabet.
Omsætningen i kvartalet ender på 4.345 mio. kr., hvilket er en smule mere end samme periode sidste år, hvor tallet endte på 4.301 mio. kr.
Det er desuden højere end de 4.302,3 mio. kr., som analytikerne havde sat næsen op efter, ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.
Royal Unibrew har desuden sikret sig et driftsoverskud målt på EBIT på 820 mio. kr., hvor analytikerne havde forventet 813,4 mio. kr.
Sidste år i samme periode lød driftsoverskuddet på 777 mio. kr.
Samtidig bliver der skruet ned for optimismen.
Selskabet indsnævrer nemlig forventningerne til den organiske EBIT-vækst for hele året. Det interval lyder nu på 6-8 pct. mod tidligere 6-10 pct.
Årsagen til det er, ifølge topchefen, det inflationsprægede miljø, som fortsat er usikkert og »som kan komme til at lægge et yderligere pres på forbrugertilliden og de diskretionære udgifter«.
Ifølge senioranalytiker hos Jyske Bank, Haider Anjum, giver den nedpræcisering »fin mening«.
»Til sammenligning har vi sat næsen op efter en organisk EBIT-vækst på 6,5%, mens konsensus ligger på 6,7%, så forventningen var allerede, at helårsresultatet ville ligge i den lave ende af intervallet, hvorfor nedpræciseringen giver fin mening,« skriver han i en kommentar.
Royal Unibrew-aktien lukkede onsdag i kurs 449 kr.