Henter kommentarer

Rygterne svirrer: Intel søger investering fra Apple

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den kriseramte chipkæmpe Intel har opsøgt techkæmpen Apple i håbet om en investering.

Sådan lyder det fra personer med viden om sagen, skriver finansmediet Bloomberg News

Meningen med investeringen er at polstre Intel, som har kæmpet med økonomien i flere år.

De to virksomheder er i samtale om, hvordan de kan arbejde tættere sammen, lyder det fra kilderne. Det er dog tidligt i processen, og snakken kan dermed godt ende uden en aftale.

Intel-aktien steg med mere end 6 pct. i onsdagens handel ovenpå historien fra Bloomberg News med rygter om en mulig aftale med Apple.

Intel har fået en del store investeringer på det sidste.

Den amerikanske regering var i slutningen af august ude og annoncere et køb af en andel af Intel på 10 pct. til en værdi af omkring 8,9 mia. dollar efter flere uger med spekulationer.

Tilbage i august kom det japanske investeringskonglomerat Softbank med en investering på 2 mia. dollar i chipselskabet.

I sidste uge var det den amerikanske chipkæmpe Nvidia, der kom på banen med en investering på 5 mia. dollar i Intel.