Der har været stor debat om, hvad det danske vaccineselskab Bavarian Nordic er værd, efter at to kapitalfonde i konsortiet Innosera har afgivet et købstilbud på selskabet. 

Den erfarne investor Lau Svenssen, der er chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg samt fast porteføljeforvalter i Millionærklubben, fortæller nu hvad han mener, at aktien skal koste. 

Det sker efter, at Innosera onsdag har hævet sit købstilbud på Bavarian-aktien fra 233 kr. per aktie til 250 kr. per aktie. Det nye tilbud er dog langt fra, hvad Lau Svenssen vurderer, at aktien er værd: 

»Hvis jeg skulle sige, hvad der var fair value, ud fra hvad jeg selv mener er en ædruelig vurdering, så er det 300 kr. Men den er i virkeligheden 400 kr. værd. Problemet er bare, at det er en virksomhed med stor usikkerhed, og at der tilsyneladende skal ryddes en del op i sagerne,« siger Lau Svenssen i fredagens udgave af Millionærklubben. 

Den erfarne investor har med egne ord »mange« Bavarian-aktier - både i porteføljerne derhjemme samt i sin Millionærklub-portefølje. Hvis kursen rammer 240 kr., er den garvede børshaj dog klar til at sælge sin portion i Millionærklub-porteføljen. 

»Hvis den kostede 240, ville jeg nok sælge mine aktier her i Millionærklubben, for nu vil jeg gerne videre og finde på noget bedre at bruge min tid og kræfter på,« siger han. 

Du kan høre hele Lau Svenssens vurdering af Bavarian Nordic-aktien samt den seneste udvikling i opkøbsdramaet i dagens udgave. Den finder du nedenfor, eller der, hvor du ellers lytter til podcast. 

Podcast

Bekymringerne lurer - investorerne er på vagt

Trods en umiddelbart fin første start på regnskabssæsonen synes investorerne at være på stikkerne og trækker følehornene lidt til sig.  Der er dog stadig masser af gode muligheder i de globale aktiemarkeder og spørgsmålet er alene hvor.  Millionærklubben tjekker stemningen på dagens marked og svarer på spørgsmål fra lytterne med chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg og teknisk analytiker Lars Persson fra Aktierådet i studiet. Vært: Bodil Johanne Gantzel