
Så meget står der på danskernes bankkonti
Selvom bankindlånet faldt tilbage i september, så står danskerne samlet set bundsolidt.
Sådan lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, der er dykket ned i de seneste tal fra Nationalbanken, der afslører, hvor mange penge danskerne har stående på helt almindelige konti i banken.
De viser, at bankindlånet faldt med 8 mia. kr. i september, så det samlede indlån nu lyder på 1.242 mia. kr.
»Bankindlånet tager en puster i september. Men tager vi i stedet helikopterperspektivet, så er der i årets første ni måneder tilført 47 mia. kr. til den samlede formue. Og selvom bankindlånet ikke er lige fordelt, så er det en indikation på, at danskerne står bundsolidt,« skriver privatøkonomen i en kommentar.
Indlånet i bankerne herhjemme svarer til, at hver dansker over 18 år i gennemsnit har 255.000 kr. stående på sin bankkonto.
Fra Brian Friis Helmer lyder det dog, at det er værd at understrege, at fordelingen er meget ulige, og at de fleste derfor ikke vil kunne genkende tallet.
Videre fra ham kommer en anbefaling, der lyder på, at det altid er fornuftigt at have en kontant reserve stående på sin konto, der svarer til 2-3 månedslønninger efter skat.
»Har man mere stående end det, og som ikke er øremærket til nærtstående forbrug, så vil det dog være oplagt at placere opsparingen på anden vis,« siger han og peger på investering i aktier via aktiesparekontoen.
»Det kræver selvfølgelig, at man har de lidt længere briller på, og har risikoappetitten til det, men det vil være en overvejelse værd. Man kan også overveje, om midlerne kan anvendes til ekstraordinært afdrag på gæld, indskud på pension eller energioptimering af boligen,« siger Brian Friis Helmer.


Stor guide: 57 geniale gaver























