Sådan anbefaler analytikerne, at du handler AMD-aktien


Aktien i Advanced Micro Devices (AMD) er braget op med hele 321 pct. det seneste år og med hele 26 pct. alene den seneste uge.
Stigningen er sket i kølvandet på chipkæmpens seneste regnskab, der landede bedre, end analytikerne havde ventet. Det kan du læse mere om her.
Spørgsmålet er nu, hvor aktien skal hen herfra? Og hvad mener analytikerne i de store børshuse om aktien nu? Det har Euroinvestor undersøgt.
AMD designer avancerede computerchips (processorer og grafikkort), som bruges i PC'er, servere og spillekonsoller. AMD designer selv chipsene, men får dem produceret hos andre virksomheder, primært TSMC i Taiwan.
Læs også: Cloud-aktie dykker efter regnskab: Skuffende prognose tynger
Men noget tyder på, at toppen snart er nået.
Der er ifølge Bloomberg 68 analytikere, der har dækning af AMD-aktien. Af dem har hele 54 en købsanbefaling, mens 13 analytikere har en hold-anbefaling. Kun en enkelt af analytikerne har en sælg-anbefaling.
Ser man på analytikernes kursmål, altså hvad analytikerne i gennemsnit vurderer, at AMD-aktiekursen vil bevæge sig mod inden for de næste 12 måneder, så ser de en mulig stigning i kursen på 1,7 pct.
De vurderer, at AMD-aktien kan bevæge sig imod 463 dollar, hvor kursen lige nu ligger i 455 dollar.
I toppen af listen over købsanbefalinger finder man finanshuset Baird med den mest positive vurdering af AMD-aktien. De mener, at aktien kan ramme 625 dollar, hvilket indikerer et kurspotentiale på 37 pct. over de næste 12 måneder.
Dernæst ligger Evercore ISI og Cantor Fitzgerald, der også begge har købsanbefalinger og kursmål på henholdsvis 579 og 550 dollar.
I den modsatte ende af skalaen finder man SPDB International, der godt nok har en købsanbefaling, men et kursmål på blot 134,20 dollar. Den ene sælg-anbefaling finder man hos Punto Research, der tror, at aktien skal ned og ramme 167,50 dollar.
Læs også: Spil-aktie slagtes efter advarsel om memory-mangel