Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Netflix-aktien


Verdens førende streamingplatform, Netflix, er faldet med omkring 11 pct. den seneste måned efter investorerne straffede aktien oven på regnskabet i april. Ser man tilbage over den seneste halve år, er aktien nede med knap 20 pct.
Men hvor skal aktien så hen det næste år?
Spørger man de professionelle analytikere i de store børshuse på Wall Street, gemmer der sig et kurspotentiale i Netflix-aktien.
Analytikerne har også et klart bud på, hvordan de mener, at du bør handle aktien i verdens førende streamingplatform med populære serier som Stranger Things, Adolescence og The Crown.
Der er ifølge tal fra Bloomberg mandag morgen 63 analytikere, der har dækning af Netflix-aktien. Af de 63 analytikere har 52 en købsanbefaling. 13 analytikere har en hold-anbefaling, mens ingen af analytikere har en sælg-anbefaling.
Ser man på analytikernes kursmål, altså hvad analytikerne i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så ser de et kurspotentiale på 31,1 pct.
Læs også: Salget af ChemoMetecs nye guldæg firedoblet
De vurderer, at Netflix-aktien kan bevæge sig op mod 115,7 dollar, hvor kursen nu ligger på omkring 88 dollar.
Dem, der er mest positive over for Netflix-aktien, er Itau BBA Securities og Mirae Asset Securities, der begge har købsanbefalinger og kursmål på henholdsvis 151,40 og 150 dollar.
Dernæst ligger DBS Bank med en købsanbefaling og kursmål på 137 dollar.
I den modsatte ende af skalaen finder man Rosenblatt Securities og New Street Research med de laveste kursmål. De har en hold-anbefaling og tror, at aktien skal ramme henholdsvis 95 og 96 dollar.
En hold-anbefaling betyder, at hvis du allerede ejer Netflix-aktien, mener analytikerne, at man som investor bør holde fingeren fra handelsknappen. Hvis du gerne vil købe aktien, anbefaler analytikerne, at du venter lidt og ser, hvordan markedet udvikler sig, før du beslutter dig.
En købsanbefaling, derimod, betyder, at analytikerne mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori og stige i værdi.
Læs også: Lau Svenssen efter Novo-regnskab: Så meget kan aktien stige i år
Læs også: Mærsk klarer det bedre end ventet - men går markant tilbage