Henter kommentarer

Sådan investerer 16-årig – her er hans bedste tips til at komme i gang


 

Flere og flere danskere er de seneste år strømmet ud på aktiemarkedet.

En af dem er 16-årige Jacob Frehr fra Greve.

Han var sammen med Lau Svenssen, der er fast porteføljeforvalter i Millionærklubben og den ene halvdel af Svenssen og Tudborg samt senioraktiestrateg i Jyske Bank Michelle Nørgaard, gæst i torsdagens udgave af Millionærklubben, der havde fokus på langtidsinvesteringer og renters rente.

Netop sidstnævnte var noget af det, der gjorde, at Jacob Frehr, der lige er startet på handelsskolen Niels Brock, for alvor fik blod på tanden og begyndte at kaste sine sparepenge i aktiemarkedet.

Renters rente er penge, man tjener på renter – eller i dette tilfælde afkast. På den måde kan ens investering hurtigt vokse sig større, fordi man får afkast af sit afkast, hvis markedet går den rigtige vej.

Jacob Frehr har altid været glad for matematik og økonomi, og hans aktieinteresse har også fået ham til at oprette en profil på det sociale medie Instagram, hvor han deler fakta om aktiemarkedet og interviews med forskellige aktieprofiler under navnet Neminvest.

Jacob Frehrs aktierejse startede, da han for to år siden købte aktier i transport- og logistikfirmaet DSV samt trailerudlejningsselskabet Freetrailer.

»Jeg købte aktier i DSV for 6.000 kr., og så købte jeg også Freetrailer for 4.000 kr.,« fortæller han i Euroinvestors podcast.

Selvom det ikke er mange år siden, han begyndte at investere, har hans strategi ændret sig. Det er sket for at sikre mere spredning.

»Først og fremmest har jeg 50 pct. fonde og 50 pct. enkeltaktier. Så kan det ikke gå helt galt. Før jeg havde fonde, kunne jeg have udsving på 30 pct. nogen måneder, så derfor har jeg valgt at sprede det ud.«

Blandt fondene fylder blandt andet Sparindex DJSI World og Sparindex OMX C25.

»Jeg har også Sparindex USA Growth, som er techaktier. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde den nye tech-vinder, så derfor har jeg fonden,« siger Jacob Frehr.

Desuden har han også aktier i chipkæmpen Nvidia, Novo Nordisk og Pepsi.

Han forfølger en 'buy and hold'-strategi – altså køber han aktier og fonde for at være investeret i mange år. 

Jacob Frehr har også en mindre portion penge – 5.000 kr. – på en anden konto, hvorfra han køber aktier med en kortere tidshorisont.

Netop det med at tænke over, hvor mange penge man vil investere, er et af Jacob Frehrs råd til nye, unge investorer.

Foruden at gå i gang så tidligt som muligt, er hans bedste tip til nybegyndere at lade være med at udvælge enkelte aktier.

»Mit bedste råd er, at starte tidligt, have en lang tidshorisont, og så i starten lade være med at 'stock picke', men gå med noget passivt,« siger han

Som 16-årig har han tiden med sig, da man som investor oftest bliver mødt af udtrykket 'tiden er din ven'. Hvad pengene skal bruges på i fremtiden, har han endnu ikke besluttet sig for.

»Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke planlagt, om det skal gå til pension eller hus, men lige p.t. tjener jeg flere penge, end jeg har brug for, og jeg har skåret mine udgifter ned, så jeg prioriterer at investere størstedelen af mine penge, og det håber jeg, giver gevinst senere i livet.«

Jacob Frehr har selv opsøgt viden om aktier og investeringer i forskellige bøger. Han fremhæver blandt andet 'The Intelligent Investor' af Benjamin Graham og bøger af Lars Tvede og Helge Larsen. Derudover har Google og diverse nyhedssites gjort ham klogere.

Hør mere om, hvordan Jacob Frehr investerer, og hvad Lau Svenssen og Michelle Nørgaard mener om hans investeringsstrategi i udsendelsen ovenfor.