Efter pandemien vil erhvervslivet rejse mindre, og konkurrencen om de fritidsrejsende vil tage til. Det betyder, at SAS står på en brændende platform, som kræver tilpasning.
Det skriver Finans.
»Vi har ingen illusioner om, at rejsemønstrene bliver de samme, når pandemien slipper sit tag. Virksomhederne vil rejse mindre, og fritidstrafikken vil fylde mere. Det er en brændende platform, og derfor skal vi gennem store forandringer i SAS, så vi bliver mere effektive og kan konkurrere med lavprisselskaberne, som har flest fritidsrejsende« siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS med ansvar for driften, til Finans.
Direktøren peger på, at virksomhederne, som SAS har i tusindvis af aftaler med, ikke selv ved, hvor stor rejseaktiviteten vil blive, men erhvervskunderne har investeret kraftigt i digitale løsninger, ligesom bæredygtighed har fået øget betydning. Derfor venter SAS et fald med en tocifret procentsats i de forretningsrejsendes aktivitet.
Med udsigt til tiltagende konkurrence på området for fritidsrejser stiller det store krav til omstillingen i SAS.
»Vi skal opnå besparelser og fleksibilitet i hele organisationen fra kabinepersonale og piloter til it, administration, mekanikere o.s.v. Det er en hård tid for alle i industrien, og det ligger fast, at der venter en ny og barskere virkelighed efter pandemien« kommenterer Simon Pauck Hansen.
Læs også: Blodrøde tal hos SAS
Læs også: Se listen over uddannelser: Så meget kan du regne med at tjene
/ritzau/FINANS