Ugens sidste handelsdag står for døren, og der er tre ting, man med fordel kan holde øje med som investor.
Det påpeger i investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen.
Jackson Hole
Dagens vigtigste begivenhed, der kan sætte retningen på finansmarkederne, er centralbankstopmødet i Jackson Hole. Formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, stiller sig på talerstolen klokken 16:05 dansk tid.
Senere taler også den europæiske centralbanks formand, Christine Lagarde.
»Jeg tror helt ærligt ikke at der kommer så meget nyt under solen. De vil fortsat sige at inflationen er for høj, og at arbejdet ikke er overstået. Selvom inflationen er nedadgående i både EU og USA er det for tidligt at erklære en sejr,« mener Oskar Barner Bernhardtsen.
De amerikanske aktier faldt omkring 3 pct. sidste år, da Jerome Powell stillede sig på talerstolen i Jackson Hole. I den efterfølgende måned, september, dykkede aktierne med hele 12 pct.
Tyske tal
Klokken 10 kommer der IFO-tal fra Tyskland, som kan være værd at holde øje med.
Tallene måler erhvervstilliden eller med andre ord stemningen i erhvervslivet.
Oskar Barner Bernhardtsen påpeger, at IFO-tallene så ud til at være i fin bedring frem til sommerferien, men de seneste måneder har tallene været negative.
»Andre nyheder fra Tyskland har på det seneste heller ikke været gode. Derfor holder jeg et ekstra øje til formiddag med dette tal og dens indflydelse på det tyske DAX indeks, der har handlet sidelæns i snart 6 måneder,« siger investeringsstrategen.
Ryger tech op?
Tech-aktier bliver også interessante at følge i dagens handel, for efter chipgiganten Nvidia onsdag aften leverede et stærkt regnskab, var der lagt op til, at teknologiaktierne skulle suse fremad.
Realiteten var bare, at det teknologitunge Nasdaq endte i rødt efter regnskabet.
»Efter Nvidias regnskab onsdag aften, var jeg sikker på, at festen i teknologiaktier skulle til at starte igen. Jeg var selv skeptisk inden regnskabet onsdag, men jeg må indrømme, at regnskabet var langt bedre end ventet,« pointerer Oskar Barner Bernhardtsen og fortsætter:
»Dog lader det efterfølgende til at meget var forventet i markedet, og at vi lige nu ser en klassiker. Buy the rumor, sell the news. Vi må se. Festen er aflyst for nu, men mine øjne er fortsat på de volatile big tech aktier i morgen.«
Læs også: Storinvestor advarer om mulige renteløft næste år
Læs også: Efter sæsonens mest ventede regnskab: »Det kan holde hånden under aktierne i segmentet«


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner