Henter kommentarer

Saxo Bank: Det kan forklare, hvorfor tech-aktierne stiger


Noget tyder på,  at der er gang i en rotation i markedet.

Det vurderer Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen. Det sker med henvisning til udviklingen i det amerikanske Nasdaq-indeks, der er proppet med vækstaktier. Han hæfter sig også ved, at de amerikanske teknologimastodonter klarer sig over overraskende godt.

»Det kan hænge sammen med at flere fonde globalt var undervægt i teknologi, men overvægt banker. Særligt i Europa. Derfor hører vi på vandrørene, at der fortsat er investeringer, der bliver taget fra bankaktier og sat ind i teknologiaktier, som lige nu bliver set som en sikker havn,« forklarer Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar fredag.

Læs også: 9 mulige aktieguldfugle: 'Det her er vores favoritaktier'

»Derfor holder jeg stadig øje med Apple, NVIDIA og andre store amerikanske teknologivirksomheder, da de så utroligt stærke ud i torsdagen handel.«

Det drejer sig ifølge ham om udviklingen i aktier som Apple, Microsoft, Oracle og eksempelvis NVIDIA.

Det er »for at se, om investorer bruger dem som en form for sikker havn. Eventuelt faldende renter kan vise sig gunstige for teknologiaktier samtidig med, at deres cash flows er stærke,« forklarer Saxo Bank-strategen og fortsætter:

»Og det er noget, man gerne vil se, når der er paniske tendenser på markedet og de forventede rentestigninger falder globalt. Det er ikke, fordi man kan kalde store teknologiaktier for sikre, men lige for nu ser de interessante ud.«