Det ligner en nærmest en raket, når man ser på, hvordan aktien i et af verdens allerstørste selskaber har udviklet sig.
Det vurderer Saxo Banks investeringsstrateg, Oskar Barner Bernhardtsen, om aktien i amerikanske Meta Platforms, der står bag sociale medier som Instagram og Facebook. Meta Platforms-aktien er steget svimlende 340 pct., siden aktien ramte en bund i efteråret 2022. Det kan du se her.
»Den ekstreme aktiekursstigning på 340 pct. kan retfærdiggøres,« lyder det helt kort fra Saxo Bank-strategen.
Det sker, efter investorer og analytikere har fået indblik i, hvordan det med forretningen. Meta Platforms fremlagde med strategens ord et regnskab for fjerde kvartal, der var »ud over det forventelige.«
Det er også forklaringen på, at Meta Platforms-aktien står til at stige hidsige 16 pct., når børshandlen i USA skydes i gang fredag eftermiddag dansk tid.
Den eksplosive kursstigning, som vi allerede har været vidne til, forstås bedst, hvis vi spoler tiden tilbage til nedturen i efteråret 2022. Her faldt overskuddet fra fjerde kvartal 2021 til tredje kvartal 2022 med ca. 60 pct.
»En direkte skræmmende udvikling,« påpeger strategen.
Det helt store problem i 2022 var, at Meta Platforms omsætning var presset, og at Meta Platforms i en lang periode oplevede negativ omsætningsvækst. I efteråret 2022, hvor aktien bundede, var omkostningerne med strategens ord »løbet løbsk« og udgjorde næsten 80 pct. af den samlede omsætning. Det hjalp ikke på stemningen blandt investorerne, at Meta Platforms var for langsomme til at skære i omkostningerne.
Læs også: Tech-aktie giver pludselig udbytte
Det bidrog også til den dårlige stemning, at man brugte store summer på at investere i 'metaverset'. Meta Platforms har imidlertid fået skåret kraftigt i omkostningerne. I fjerde kvartal 2023 udgjorde omkostningerne under 60 pct. af omsætningen, forklarer Oskar Barner Bernhardtsen.
»Det er endnu en imponerende udvikling over det sidste år, hvilket også berettiger en del af den store aktiekursstigning,« forklarer han.
Omsætningen for de seneste tre måneder landede på 40,1 mia. dollar mod ventet 39,18 mia. dollar. Meta Platforms formåede at øge antallet af brugere på tværs af dets platforme mere end ventet og samtidig omsætte for mere per aktiv bruger, end hvad markedet havde forventede, forklarer strategen.
Der er også lys for enden af tunnelen - uden at det er et tog - når man ser på, hvad der bliver genereret af frie pengestrømme hos Meta Platforms, vurderer man hos Saxo Bank.
Frie pengestrømme er groft sagt virksomhedens reelle indtjening, der kan bruges til at afbetale gæld eller udbetales som udbytte til aktionærerne.
I tredje kvartal 2022, hvor aktien bundede, var de frie pengestrømme, altså den reelle indtjening, tæt på nul. Meta Platform fortsatte som bekendt længe uden større ændringer og dengang var forventningen, at de frie pengestrømme kunne blive negative. Udviklingen har sidenhen været 'imponerende', mener Saxo Bank-strategen.
»Selvom investeringsforbruget hos Meta fortsat er en smule højt sammenlignet med 2021, så er de samlede pengestrømme på et niveau, der igen er acceptabelt. «
Den flotte udvikling i de frie pengestrømme kan i strategens øjne også forklare, hvorfor Meta Platforms har valgt at udbetale det første udbytte nogensinde til selskabets aktionærer.

Novo Nordisk sænker forventningerne

ISS lever op til forventningene


Genialt: Det her kort skal du have

Nyt boliglån kan være på vej
















