Posen er blevet rystet i det mest toneangivende danske aktieindeks.

Mandag kan der komme noget kortsigtet »rygvind« til Sydbank, mens rederiet Torm står til »modvind og høj søgang,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Fredag annoncerede Københavns Fondsbørs efter børsluk, at Sydbank er det nye medlem af C25-indekset, og dermed må Torm afgive pladsen til den danske bank.

Torm blev indlemmet i indekset tilbage i juni 2024, men aktien har haft det svært – meget svært.

Torm er alene de seneste tre måneder faldet tilbage med 42 pct.

Det skyldes en blanding af, at storaktionæren Oaktree løbende har solgt ud, og så har faldende fragtrater, og en udeblivende højsæson også gjort ondt, skriver Per Hansen i en kommentar.

Han ville ikke være overrasket, hvis der kommer yderligere salgspres på Torm-aktien, og det vil typisk betyde en faldende aktiekurs.

Hos det nye medlem kan stemningen omkring aktien blive god, skriver investeringsøkonomen.

Han påpeger dog, at det er ikke første tur i manegen for Sydbank, som er strøget ind og ud af C25-indekset gennem årene.

2024 har dog været et godt år, hvor Sydbank-aktien er steget med godt 30 pct.

C25-indekset er et aktieindeks over de 25 mest handlede aktier på den danske fondsbørs. Du kan læse mere om det her.

Læs også: Jyske Bank ser kæmpe potentiale i dansk aktie – tror den kan stige 63 pct.

Læs også: Derfor satser erfaren investor på disse 3 aktier i 2025: 'Bombet helt tilbage til stenalderen'