Henter kommentarer

Selskabet har taget verden med storm - kan få markedsværdi på 29 milliarder


Selskabet, der har udviklet chatbotten ChatGPT, kan få en markedsværdi på 29 mia. dollar.

Det oplyser kilder over for The Wall Street Journal om selskabet OpenAI. Det amerikanske selskab, der har specialiseret sig inden for kunstig intelligens overvejer at sælge eksisterende aktier til mulige investorer.

Det er blandt andre kapitalfondene Thrive Capital og Founders Fund, der er parat til at investere mindst 300 mio. dollar i selskabet.

Læs også: Aktie i uhyggeligt kollaps - ikke en krone værd, mener analytiker

Hvis salget af aktier går igennem, vil OpenAI blive en af de mest værdifulde amerikanske startups. Det er på trods af, at selskabet kun har »begrænset« omsætning, skriver avisen. Omsætningen kommer fra salg af kunstig intelligens-software til udviklere.

OpenAI står også bag billedtjenesten Dall-E 2, der kan skabe billeder baseret på udvalgte ord fra brugeren.

Microsoft har tidligere investeret i OpenAI og skulle angiveligt også være med i processen i forhold til at øge sin andel i selskabet. Den amerikanske teknologimastodont investerede allerede i 2019 1 mia. dollar i selskabet.

OpenAI blev i 2021 anslået til at have en markedsværdi på 14 mia. dollar.

Læs også: 10 aktiefavoritter, som danske investorer har købt op i