Mærsk-aktierne falder tilbage onsdag, og det står især i kontrast til mandagens børshandel, hvor rederiaktierne blev sendt voldsomt i vejret.
- Investorerne har haft tid til at tænke et par skridt længere frem, hvilket sætter aktien under pres i dagens handel, lyder det fra Jyske Banks senioranalytiker Haider Anjum.
Han forklarer, at aktien steg tidligere på ugen på grund af udsigt til stigende fragtrater i kølvandet på USAs angreb på Iran i weekenden.
Men nu priser markedet både højere risiko og lavere visibilitet i indtjeningen ind, lyder det videre fra Haider Anjum.
- For mens fragtraterne ventes at stige på kort sigt, så stiger transportomkostningerne også ganske mærkbart. Samtidig truer et oliechok med at løfte inflationen og dæmpe den økonomiske aktivitet, skriver han.
Alt efter hvor længe krigen i Mellemøsten varer, kan det pege mod lavere efterspørgsel og altså lavere fragtrater.
- Så hvor den umiddelbare kursreaktion gav fin mening, drevet af forventningen om midlertidigt, kraftigt stigende fragtrater, begynder investorerne nu at se mere nøgternt på de mere langsigtede potentielle konsekvenser, siger Haider Anjum.
Mærsk B-aktien er oppe med mere end 15 pct. siden årets start.

