Der er udsigt til kursstigninger på aktiemarkedet, men risikoen er høj.
Sådan lyder det fra Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, i en kommentar. Når der er tegn på, at inflationen kommer under kontrol, vil aktierne stige, fordi behovet for renteforhøjelser bliver mindre, forklarer han.
Markedet har for ham at se allerede indregnet en mild recession i både aktie- og obligationskurserne.
Læs også: Rentefrygt har smadret aktierne – Fed-chefer kommer nu med dyster melding
»Der er dog samtidig en betydelig risiko for, at de økonomiske nøgletal forværres yderligere, og at en øget recessionsrisiko vil presse aktiemarkedet yderligere ned. Selvom vi forventer, at aktiekurserne vil ligge lidt højere ved årsskiftet, end de gør i dag, ser vi altså også en betydelig risiko for, at det modsatte kan blive tilfældet,« mener Frank Øland.
Hos den danske kapitalforvalter Maj Invest vurderer administrerende direktør Jeppe Christiansen, at der ikke er udsigt til et aktiecrash, skriver Børsen.
Langsigtede investorer bør ifølge ham fokusere på, at den opadgående kurstrend vil begynde om 1-2 år.
»Mange aktier er allerede faldet langt mere, end deres indtjeningsudvikling vil tilsige. Generelt er aktier ikke for dyre, og på langt sigt er aktiemarkedet stadig attraktivt,« forklarer han over for Børsen.
Læs også: Lau Svenssen: Glem centralbankerne – fokuser på Ukraine, inflation og recession
Læs også: De er hadet af mange – men disse aktier klarer sig godt
