»Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke selv har fået købt den.«

Sådan falder ordene fra Millionærklubbens tekniske analytiker, Lars Persson, da snakken i fredagens afsnit falder på den svenske stålproducent ved navn SSAB.

Aktien er braget frem med 42 pct. det seneste år til kurs 56,8 svenske kroner, og det er ikke kun Lars Persson, som ser et lys i aktien. Også storbanken JP Morgan har givet stålproducenten den positive anbefaling »overvægt«.

Lars Persson, der hver dag minder sig selv om at købe SSAB uden at få det gjort, ser potentiale i aktien også selvom økonomien skulle trække sig sammen og gå i recession. Den tekniske analytikers begrundelse lyder, at behovet for stål i hans øjne er stigende.

Krigen i Ukraine og flere vindmøller i den grønne omstilling er med til at understøtte det behov, lyder det:

»Det kan godt være, der kommer en recession, men vi har alle sammen lovet Ukraine, at den dag krigen stopper – og jeg ved ikke, om det bliver i morgen eller hvornår – men er du da sunshine et land, der skal bygges op der. Og vi alle står klar med stål, tømmer og cement, så jeg tror, den (SSAB-aktien, red.) skal yderligere op,« siger Lars Persson.

Privatinvestoren Philip Gunst ser også potentiale i stålbranchen, fortæller han i afsnittet, da lande som Kina, Indien og USA har afsat svimlende beløb til deres infrastruktur.

»Stål kommer vi til at skulle bruge rigtig meget af de kommende år,« mener Philip Gunst.

Du kan høre fredagens afsnit af Millionærklubben her:

Læs også: Goldman Sachs: Dette land står foran massive kursstigninger

Læs også: Elon Musks ultimatum giver bagslag – ansatte siger op på stribe