Verdens største kapitalforvalter, BlackRock, holder igen med at fylde porteføljen op med aktier for tiden.

Men alligevel tror forvalteren på, at tre forskellige sektorer kan drage fordel af »tematiske, kortsigtede og strukturelle tendenser«.

Det skriver kapitalforvalteren i sin ugekommentar tirsdag.

Den første sektor, som BlackRock er positivt stemt overfor, er energisektoren. Sektoren har fået vind i sejlene, efter Rusland invaderede Ukraine, idet flere lande nu bevæger sig væk fra den russiske energi og køber op andre steder.

»Indtjeningen for traditionel energi er stadig stærk på grund af vedvarende forsyningsmangel,« påpeger BlackRock.

Prisen på en tønde europæisk Brent-olie er steget 11 pct. det seneste år, mens prisen på naturgas er fløjet op med 18 pct.

Derudover ser BlackRock også mulighed for aktiefremgang blandt selskaber indenfor sundhedspleje.

Sundhedspleje er en favorit blandt investorer, der leder efter ly, når recessionen truer. For sektoren er kendt for stabile pengestrømme i økonomiske nedgangstider og attraktive værdiansættelser, mener BlackRock, som fortsætter:

»Sektoren vil også drage fordel af, at en aldrende verdensbefolkning øger medicinske udgifter.«

Sidst men ikke mindst, fremhæver BlackRock finanssektoren som et gunstigt sted.

Argumentet lyder, at indlånsrenterne – det vil sige de penge, kunderne får for at have penge stående i banken – ikke er steget så meget som styringsrenten. Det vil medfører, at banker tjener penge på kundernes indlån.

»Indlånsrenterne, der ikke er steget så meget som styringsrenterne, har øget bankernes indtjening, hvilket gør deres indtægter fra udlån større end det beløb, der betales på indlån,« forklarer BlackRock.

BlackRock mener, at den forgangne uges aktieoptur er overdrevet. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Enorm kapitalforvalter: Opturen er overdrevet

Læs også: Ambu-aktien i voldsomt dyk