Henter kommentarer

Ser potentiale i tysk techaktie


Der er stort potentiale i det tyske techselskab JDC Group.

Det mener de to formænd i studenterforeningen Investment Panel Aarhus fra Aarhus Universitet.

De to formænd, Andreas Blom og Sonni Damgaard, fortæller i torsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben, at de især kigger mod Tyskland. Her har de især et øje på virksomheder, som kan tilbyde digitaliseringsløsninger, fordi det tyske samfund er langt bagud på det punkt ifølge de unge investorer. Derfor kigger de på JDC Group, som udbyder en digitaliseringsløsning indenfor forsikringer.

»I Danmark er det nemt at få en forsikring. Du går på nettet, trykker på et par knapper og efter to minutter har du en forsikring. I Tyskland tager det 14 dage,« siger Andreas Blom.

Han forklarer, at JDC Group har lavet en platform, som ikke har noget varemærke. På den måde kan selskabet sælge løsningen til forskellige forsikringsselskaber, som så sætter deres eget varemærke på.

Den unge investor påpeger den lange og papirtunge vej til en forsikring, som tyskerne skal igennem. Han fortæller, at dokumenter skal faxes flere gange frem og tilbage mellem forskellige led i processen.

»Hele det her papirbaserede system forsøger JDC Group at gøre op med,« siger Andreas Blom.

De to investorer anerkender dog risikoen i selskabet blandt andet fordi, at det på nuværende tidspunkt er svært at vurdere værdien af selskabets aftaler. Af samme grund fortæller de to investorer også, at deres position i selskabet mindre end i mange andre selskaber.

Læs også: Dansk aktie i brutal nedtur: 'Pengene er stort set tabt'

Læs også: Nu kan det komme til at koste penge at bruge Mobilepay