Henter kommentarer

Sidste gang skabte det en 'chokbølge' på markederne - nu hæver vigtig centralbank renten


Den japanske centralbank, Bank of Japan, har fredag hævet sin pengepolitiske rente til 0,50 pct. fra 0,25 pct. 

Den pengepolitiske rente er nu på sit højeste siden 2008 og dermed har verdens fjerde største økonomi bevæget sig et skridt længere væk fra negative renter. 

Det bemærker chefanalytiker i Danske Bank Bjørn Tangaa Sillemann i en kommentar her til morgen, hvor han også skriver, at den japanske centralbank egentlig har haft muligheden for at sætte renten op i noget tid. 

»Bankens forsigtige fremgang skal ses i lyset af, at den seneste renteforhøjelse i sommer endte med at blive startskuddet til en chokbølge på de globale aktiemarkeder – værst gik det i Japan,« skriver chefanalytikeren i en kommentar, med henvisning til at de globale aktiemarkeder - og særligt det japanske faldt voldsomt i starten af august sidste år. 

Læs også: Slår alarm: Private investorers adfærd er risikabel

Faktisk faldt Nikkei-indekset med 12 pct. på en dag i august 2024 i forbindelse med, at centralbanken hævede renten. 

»Centralbanken vil meget nødig risikere at bremse det lovende opsving i økonomien. De ved, at hvis de træder forkert, så kan de ende med at sende Japan direkte tilbage i den tilstand af lav vækst og deflation, som landet har kæmpet med i årtier,« lyder det videre fra chefanalytikeren. 

Udfordringen i Japan har ifølge chefanalytikeren været, at inflationen længe alene har været drevet af globale forhold som dyr energi og andre importvarer, mens den indenlandske efterspørgsel har været svag.

 Det har derfor ikke nyttet noget at sætte renten op, så længe der ikke var noget lønvækst, da det ville udløse en recession og sende økonomien tilbage i deflationstilstand. 

Læs også: Dansk forvalter ser gode vækstmuligheder i sin største position: 'De er på øverste hylde'

Selvom forbrugerne fortsat ikke driver ret meget prisvækst i Japan, er situationen alligevel lovende. 

»Sidste år gav virksomhederne omsider deres medarbejdere et pænt lønhop, hvilket har bremset udhulingen af forbrugernes købekraft. Der skal mere til, hvis renten skal længere op, men det ser det også ud til, at der kommer. Arbejdskraften er knap, og mange vil se sig nødsagede til at hæve lønningerne ret markant igen i år for at tiltrække og fastholde personale,« skriver Bjørn Tangaa Sillemann. 

Markedet har reagereret på renteforhøjelsen ved at styrke yennen omtrent et halvt pct. over for kronen, sådan at 100 yen nu koster knap 4,60 kroner. Hos Danske Bank forventer man, at yennen bliver styrket markant i løbet af det kommende år, sådan at 100 yen om et år koster 5,33 kroner. Samtidig forventer man, at renten vil blive løftet til 1,0 pct. senere på året. 

De japanske aktier i Nikkei-indekset er steget 10 pct. det seneste år. 

Millionærklubben byder 20. Februar indenfor til årets første Millionærklubben Eksklusiv. Hver evig eneste dag vælter det ud med historier om aktier og selskaber i en grad, der kan få enhver investor til at miste overblikket. Men fortvivl ikke, for der findes rent faktisk metoder, som du kan benytte til at vurdere, om den ene eller den anden virksomhed er god, sund og værd at investere i. Millionærklubben sætter fokus på alt det, du relativt let selv kan undersøge, inden du trykker på købsknappen, og debatterer, hvilket forarbejde der gør dig i stand til at forstå selskabets sundhedstilstand, inden du smækker hånden på kogepladen. Alt sammen så du kan træffe investeringsbeslutninger på et oplyst grundlag. Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde: Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital, Michael West Hybholt, direktør i Regulær Invest. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer