| Opdateret

Simcorp-topchef: Det burde være kørt på kirkegården for længst


Den danske softwarekoncern Simcorp rundede for første gang 200 kunder på verdensplan med selskabets hovedløsning, Simcorp Dimension, sidste år, hvor en del af markedet i USA fortsat var tilbageholdende med at tage beslutninger om at udskifte it-systemerne.

I løbet af hele 2019 indgik koncernen en række aftaler med nye kunder, og samlet set har året på den front levet op til Simcorps egne forventninger om at få mellem 10 og 15 nye kunder, fortæller Klaus Holse, der er administrerende direktør hos Simcorp, i et interview med Ritzau Finans.

- Vi har ramt nogenlunde det, vi gerne ville ramme, for i år. Vi har annonceret 11 Simcorp Dimension-kunder, der er annonceret en række Coric-kunder og en række Gain-kunder. Sidstnævnte er et tilkøb, så man diskutere, om det skal medregnes, men vi har ramt, det vi skød efter, meget godt, siger han.

Direktøren henviser til den palet af løsninger, som softwarekoncernen tilbyder sine kunder. Kerneproduktet går under navnet Simcorp Dimension, der er et integreret porteføljestyringssystem rettet mod store investerings-, pensions- og forsikringsselskaber, og det er den løsning, der nu har rundet milepælen på 200 kunder.

Simcorp offentliggør først sit årsregnskab for 2019 den 5. februar, men det danske selskab, der har nogle af verdens helt store kapitalforvaltere som kunder, offentliggør løbende nye kundekontrakter.

Direktøren fortæller, at softwarekoncernen som forventet rammer inden for sin egen prognose om en omsætningsvækst i lokal valuta i hele 2019 i niveauet 12-17 pct. og en overskudsgrad, EBIT-margin, på 25-28 pct. Hvilken ende af intervallet de endelige resultater er landet i bliver først oplyst i årsregnskabet.

SER 1300-1400 POTENTIELLE KUNDER PÅ VERDENSPLAN

Det danske selskab har udset sig omkring 1300-1400 potentielle kunder på verdensplan, og heraf har 550 af dem base i USA, som dermed er det enkeltstående marked med de største muligheder for Simcorp.

Softwareselskabets kunder er især store kapitalforvaltere og kapitalejere, og det er især kompleksiteten hos selskaberne, der er med til at gøre dem til potentielle kunder til Simcorps løsninger.

- Hvis ikke det, de laver, er komplekst nok, så er det som at skyde gråspurve med kanoner. Der skal være en vis kompleksitet, og de skal typisk have fokus på flere forskellige aktivklasser som aktier, obligationer og måske nogle derivater.

- Som tommelfingerregel kan man sige, at hvis du har 100 mia. kr. under forvaltning, så er du typisk der, hvor du har den kompleksitet. Vi siger typisk, at der skal være mindst 10-20 mia. euro under forvaltning. I Europa er det nok mere 10 mia. euro, og i USA er det nok mere de 20. Det giver de 1300-1400 potentielle kunder på verdenskortet, siger Klaus Holse.

DET GÅR LANGSOMT - MEN FORNUFTIGT - I USA

Ved udgangen af 2018, som er den senest offentliggjorte opgørelse, havde Simcorp en markedsandel på 15 pct. på verdensplan, mens markedsandelen for Nordamerika lød på omkring 6 pct.

I USA har Simcorp i det forgangne år vundet en smule markedsandele, men udviklingen er ikke gået helt så hurtigt, som direktøren gerne havde set på netop det marked.

- Vi har annonceret fire nye kunder i USA. I og med at der er cirka 550, så har vi vundet næsten en procent i markedsandel i USA i det forgangne år. Så det går fremad. Ville vi gerne have haft fem eller seks aftaler i stedet for? Ja, det ville vi, men jeg vil alligevel sige, at det går fornuftigt, siger Klaus Holse.

- De sager, der kommer til afslutning, vinder vi en god del af. Det er vi egentligt tilfredse med, men det ville være rart, hvis det gik lidt hurtigere, og markedet generelt tog flere beslutninger, end det gør. Det går superlangsomt på den front, fortsætter han.

Han henviser til, at en del af selskabets potentielle kunder på det seneste har været mere tilbageholdende med at kaste penge efter nye softwareløsninger. Det drejer sig om de amerikanske kapitalforvaltere, der står midt i en konsolideringsbølge.

Det betyder, at den type kunder i mindre grad end sædvanligt investerer i nye systemer, mens de såkaldte kapitalejere, som efter Simcorps definition dækker over eksempelvis pensions- og forsikringsselskaber, fortsat er klar til at underskrive kontrakter på nye systemer.

- Ud af de fire ordrer vi har fået i 2019, er tre af dem fra kapitalejere. Du ser billedet helt tydeligt, siger Klaus Holse.

EKSTERNE FAKTORER VIL OGSÅ SPILLE IND I 2020

Ifølge direktøren er det derfor svært at forudsige, hvordan markedet mere præcist kommer til at udvikle sig i USA i 2020.

- Der er så mange eksterne faktorer, som spiller ind. Vi har det rigtige produkt, den rigtige strategi og det rigtige team i USA. Så jeg er rimelig fortrøstningsfuld omkring, at vi vil vinde vores "fair share" af det, der kommer, som vi kan byde ind på, og som er relevant.

- Hvis der kun kommer to "deals", og vi kun vinder den ene, så er det okay. Men hvis der kommer 50, og vi ikke vinder de 25, så er det noget rod, fortsætter han.

Direktøren slår fast, at det er ambitionen også at tage markedsandele i USA i 2020, men det er særligt de eksterne faktorer, der er afgørende for, hvordan året kommer til at tegne sig på den front for Simcorp.

- Det skal vi, men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget aktivitet der er i markedet. Det, vi tager markedsandele fra, er ikke Charles River (der i dag er en del af State Street, red.) eller Blackrock - det gør vi kun i forsvindende lille grad.

- Det, vi tager markedsandele fra, er alt muligt gammelt skrammel, som kunderne kører på, og som burde være kørt på kirkegården for længe siden. Så længe de holder fast i de systemer, så flytter markedet sig jo ikke meget. Hvis flere begynder at tage beslutninger om at erstatte dem, så er jeg sikker på, at vi får vores "fair share", og så vinder vi markedsandele. Men de skal lige tage beslutningen om at køre det på kirkegården først, siger Klaus Holse.

Ifølge direktøren er den store amerikanske kapitalforvalter Blackrock med sin Aladdin-platform og amerikanske State Street, der i 2018 købte Charles River, de største konkurrenter for Simcorp.

/ritzau/FINANS