Simon elsker sin nye Tesla trods boykot og hagekors: 'Vi bør takke Elon Musk!'

Flere Teslaer spraymales med hagekors, og salget styrtdykker i hele Europa. Alt imens er stifter Elon Musk i stormvejr for sin støtte til USAs nyvalgte præsident Donald Trump.
Men 30-årige Simon Burkarl er ligeglad. Han har netop købt sin drømmebil.
Siden han trillede ud fra forhandleren i sin Tesla Model Y, har han ikke set sig tilbage:
»Jeg er da stolt over, at det lykkedes. Det har været en drøm for mig i mange år,« fortæller han og peger på, at bilen har kostet ham 420.000 kroner.
Købet har dog ikke været uden betænkeligheder.
»Min bank spurgte faktisk, om det nu også var en god idé med alt den ballade, der er,« forklarer han, og tilføjer, at en ekstra forsikring blev tegnet.
Læs også: GameStop vil købe bitcoin
Musk, Trump og hagekors
Balladen blussede op, efter USAs præsident Donald Trump – som Elon Musk danner parløb med – har pålagt Europa straftold, midlertidigt stoppede støtten til Ukraine og taler om at overtage Grønland.
Men det ændrer ikke noget for den glade teslaejer:
»Trump er Trump. Lad amerikanerne køre deres show. Jeg er ikke fan, men jeg synes ikke, han er så slem, som folk gør ham til.«
Han mener, kritikken ofte er skruet op:
»Der er sikkert noget af det, han gør, som er godt for amerikanerne. Det hører vi bare ikke om.«
Og hvad med Elon Musk?
»Vi bør takke Elon Musk for, at vi i dag kører i elbiler. Han har skubbet hele bilbranchen frem,« siger Simon Burkarl og tilføjer:
»Det er fascinerende, at han vil bore transporttunneler, sender raketter i rummet og effektiviserer Twitter (nu X, red) ved at fyre en masse folk. Det har aldrig kørt bedre for dem,« mener han.
Læs også: Store forandringer i Tyskland: Disse aktier ville storbank satse på
En boykot af amerikanske varer får ham heller ikke til at vakle.
»Det er noget pjat. Jeg tror ikke, vi er bedre end amerikanerne,« siger den 30-årige og tilføjer:
»Folk bliver for hysteriske. Om hippiernes avocado kommer fra USA eller Mexico, kan fandeme være ligegyldigt.«
Men hvordan har du det med, at nogen sætter jer Tesla-ejere i bås med nazister?
»Jeg er sgu ikke nazist. Hold da kæft. Nazister slog mennesker ihjel. Der er fandeme langt fra det til at købe en elbil– så det er godt nok langt ude.«
Læs også: Pensionskasse overvejer stort kursskifte: 'Verden ændrer sig i disse måneder'
Læs også: Aktiechef ser flere risici ved aktie - men den er blevet 'for billig' til at lade ligge