Skæbnedag for Ørsted: Dommer kan afgøre fremtiden for Ørsteds milliardsats

Mandag 22. september er en skæbnedag for Ørsted. Her indledes retssagen om havvindprojektet Revolution Wind, som Trump-administrationen beordrede standset den 22. august.
I USA skal en dommer afgøre, om Ørsted må fortsætte med at opføre havvindmølleparken, eller om projektet forbliver fastlåst på ubestemt tid, skriver Finans.
»Der er ufattelig meget på spil. Den 22. september er den første skæringsdato, hvor man får en indikation af, om Ørsted kan komme godt ud af det her, eller om de måske kan blive nødt til at droppe Revolution Wind helt,« udtaler Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.
Som Euroinvestor tidligere har beskrevet er Revolution Wind cirka 80 pct. færdigt og et nøgleprojekt i Ørsteds amerikanske satsning. Ørsted har sammen med en partner investeret eller forpligtet sig til investeringer for næsten 16 mia. kr.
Den påtvungne pause er imidlertid ekstremt dyr for det danske energiselskab. Ifølge Ørsteds prospekt koster det omkring 96 mio. kr. om ugen at holde Revolution Wind på standby. Samtidig rammes søsterprojektet Sunrise Wind, der deler skibe og udstyr, med yderligere meromkostninger på mere end 60 mio. kr. ugentligt.
Mens en fortsat stilstand truer projektets levedygtighed, vurderer Ørsted, at et endeligt stop for projektet kan koste op mod 11,2 mia. kr.
Ørsted-aktien er faldet 41 pct. i år indtil videre.


Mange ved det ikke - rammer over 60 pct.

Trump lider nederlag

