Der er udsigt til en svær dag for den amerikanske kaffe- og cafékæde Starbucks onsdag.
For tirsdag præsenterede selskabet, der er kendt som en fornuftig udbytteaktie, sit regnskab for det seneste kvartal, og det har ikke fået en pæn medfart hos investorerne.
»Starbucks rapporterede måske det værste resultat af nogen stor virksomhed indtil videre i dette kvartal,« lød det ifølge Bloomberg fra analytiker Adam Crisafulli, fra Vital Knowledge.
Læs også: Børshus ser stort potentiale i dansk aktie: Der er 2500 kr. at hente
Regnskabet kan da heller ikke betegnes som pænt. For første gang siden 2020 præsenterede Starbucks tilbagegang i salget på kvartalsbasis samtidig med, at selskabet var ude med en nedjustering af forventningerne til året.
Starbucks forventer nu en vækst i omsætningen i et lavt et-cifret niveau, hvor selskabet tidligere havde regnet med 7-10 pct. for året.
Omsætningen i kvartalet var også skuffende og landede på 8,56 mia. dollar mod analytikernes forventninger om 9,13 mia. dollar. Indtjeningen skuffede ligeledes og landede på 0,68 dollar per aktie mod forventninger om 0,79 dollar per aktie.
Præstationen vakte da heller ikke begejstring hos selskabets ledelse:
»I et meget udfordret miljø afspejler dette kvartals resultater ikke styrken af vores brand, vores evner eller de muligheder, der ligger foran os. Det levede ikke op til vores forventninger, men vi forstår de specifikke udfordringer og muligheder, der ligger lige foran os,« lød det fra topchef Laxman Narasimhan i forbindelse med regnskabet.
Investorerne straffede regnskabet i det amerikanske eftermarked, og sendte Starbucks-aktien ned med 11,5 pct. på regnskabet. Eftermarkedet er et uofficielt marked for værdipapirer, der foregår i timerne efter den normale børshandel i USA. Det kan give en indikation på, hvordan den reelle børshandel kommer til at udvikle sig, når børsen åbner igen.
Hvis faldet bliver så stort, kan der blive tale om det største fald i Starbucks-aktien siden starten af corona-pandemien i marts 2020, skriver Bloomberg.
Starbucks-aktien har indtil videre leveret et negativt afkast på 7,3 pct. i år inklusiv udbytte. Til sammenligning har det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 leveret et afkast på 6 pct. i år indtil videre.
Læs også: Sydbank spinder guld på renterne: 'En meget stærk start på året'
Læs også: Ørsted får retten til at udvikle store havvindparker i Australien

