Skuffende regnskaber udløser chokbølger: Intel styrtdykker 29 procent


Den store begejstring for kunstig intelligens og tech-giganterne er kølnet mærkbart af på det amerikanske aktiemarked.
Det er i en grad, så det toneangivende Nasdaq-aktieindeks, der afspejler udviklingen i tech-aktierne, falder 3,3 pct.
Investorerne flygter ud af tech-aktierne, efter de er blevet præsenteret for efter en stribe skuffende regnskaber og dystre forventninger til fremtiden. De flytter i stedet pengene over i mere stabile og traditionelle brancher som dagligvarer og sundhed, hvor velkendte selskaber som Walmart, Coca-Cola og medicinalgiganten Merck oplever pæn fremgang, skriver CNBC.
Flere af de absolut største tech-selskaber har haft det svært. Både Amazon og Alphabet har fremlagt tal for både omsætning og overskud, der skuffede forventningerne.
Værst gik det ud over chipproducenten Intel, som styrtdykkede med hele 30,1 pct. efter en svag prognose for det igangværende kvartal.
Samtidig var der store kursfald til toneangivende chipproducenter som AMD, Nvidia og Broadcom, og selskabet Sandisk, der har specialiseret sig inden for datalagring, faldt 12 pct. trods et ellers godkendt regnskab.
Udviklingen viser et tydeligt skifte i, hvordan investorerne agerer, forklarer Keith Buchanan, der er senior porteføljeforvalter hos investeringsselskabet Globalt:
»Sidste år handlede om håb. I år handler det om: Hvordan fungerer alt det her i den virkelige verden, når regnestykket gøres op – som hvordan man finansierer det, og hvem der får den økonomiske gevinst? De spørgsmål er langt sværere at besvare.«
Tvivlen om de enorme milliardbeløb, der bliver brugt på at udbygge kunstig intelligens, har sat et tungt præg på hele handelsmåneden.
Det har også ramt de såkaldte neocloud-selskaber, der leverer it-infrastruktur til AI-datacentre, fordi investorerne er bekymrede for deres gæld. Det teknologitunge
Nasdaq-indeks har kurs mod et samlet fald på 5 pct. i oktober, mens det bredere S&P 500-indeks ser ud til at slippe billigere med et fald på under 1 pct.