Selvom coronakrisen hærger globalt, skruer udlejningstjenesten Airbnb nu op for aktieprisen ved sin kommende børsdebut.
Selskabet debuterer på børsen torsdag i denne uge, hvis alt går efter planen. Selskabet vil udstede 57 millioner nye aktier til en pris på 56-60 dollar per aktie, skriver Wall Street Journal. Det er noget mere end det oprindelige bud i børsprospektet på 44-50 dollar per aktie.
Dermed vil Airbnb opnå en markedsværdi på op mod 42 mia. dollar.
»Det bliver ikke billigt at være med og komme ind, men spørgsmålet er, om Airbnb kan være om ti år, hvad Amazon er indenfor sit område i dag?« lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Her ses udviklingen i markedsværdien for nogle af verdens største tech-aktier. Markedsværdien er omregnet til USD. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Investeringsøkonomen refererer til, at Amazon har udviklet sig til at være en internetboghandel til at have bredt sig ud til at blive en internetgigant med flere forskellige forretningsben. Amazons aktiekurs er steget 81 pct. det seneste år, og virksomheden er i dag 1586 mia. dollar værd. Kan Airbnb gå samme vej som Amazon og sprede sin forretning til flere ben?
»Udgangspunktet er et andet, men det er i og for sig underordnet. I 2020 har covid-19 sat en bremse for udviklingen, men når vaccinen virker, vil vi alle formentlig igen have lyst til at se verden igen. Airbnb er i dag indenfor indkvartering og de tilkøb, der kommer i forbindelse hermed. Der skal dog ikke meget fantasi til at forestille sig, at selskabet om nogle år er meget mere end det,« skriver Per Hansen.
Hop med tidligt
Langsigtede investorer bør derfor ignorere den høje prisfastsættelse og i stedet hoppe med hurtigst muligt, lyder rationalet fra investeringsøkonomen.
»Prisfastsættelsen er - som det plejer at være - meget høj i forhold til, hvor selskabet er i dag. Interesserede investorer bør dog i større omfang snarere interessere sig for, hvad Airbnb potentielt kan udvikle sig til de kommende år. Historien siger, at når en ny (USA) gigant bliver børsfødt, er det fornuftigt at komme med ind så tidligt som muligt og holde fast. Det er ingen købsanbefaling, men en nøgtern konstatering,« skriver Per Hansen.
Aktiens tickerkode bliver ABAB, og den vil blive handlet på den amerikanske Nasdaq-børs. Med den tidligere prisfastsættelse på aktierne lå selskabets markedsværdi på 35 mia. dollar. Nu er der imidlertid lagt yderligere 7 mia. dollar oveni hatten.
Læs også: Airbnb ser en pris per aktie på 44-50 dollar ved børsnotering


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner