Markedet skifter gear, og det kan få stor betydning for din portefølje.

Flere eksperter mener, at billige aktier – også kaldet value-aktier – kan blive mere populære i det kommende år. Det kan være godt nyt for investorer, som er nervøse for de meget dyre teknologi- og AI-aktier.

Efter en periode, hvor vækstaktier har domineret, ser flere eksperter nemlig en stigende sandsynlighed for, at 2026 vil byde på en rotation mod value-aktier.

Justin Bergner, porteføljeforvalter hos Gabelli Funds, ser ifølge CNBC et skifte:

»Meget har ændret sig de seneste uger. Og med hensyn til næste år, så tror jeg, at det fortsat vil understøtte en yderligere rotation mod value-aktier.«

I størstedelen af 2025 har value-aktier ellers klaret sig dårligere end såkaldte vækstaktier, men i slutningen af året er billedet begyndt at ændre sig.

Mange investorer frygter, at de meget populære AI-aktier kan være blevet for dyre. Hvis optimismen brister, kan kursfaldene blive store. Derfor leder nogle efter billigere og mindre risikable alternativer, lyder forklaringen.

Flere faktorer kan hjælpe value-aktier i det nye år: Mulige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, øget produktivitet fra kunstig intelligens og skattelettelser i USA

Alt det kan forbedre indtjeningen hos mange virksomheder, som ikke har fået glæde af AI-boomet.

Ifølge markedsstrategen Dennis DeBusschere kan sektorer som banker og forbrugsgoder være oplagte steder at kigge hen. Men billigt er ikke altid lig med godt.

Selvom mange mindre selskaber er billige lige nu, er det ingen garanti for, at de vil klare sig bedst. 

Phil Segner fra Leuthold Group påpeger eksempelvis, at lave priser mest viser, at risikoen kan være lavere – ikke at afkastet bliver højere.