Efter et opsigtsvækkende fald fra tinderne, er den tidligere rigmand Einar Aas tilbage.
Denne gang i rollen som analytiker for Branden Forvaltning. Det fortæller Dagens Næringsliv om den tidligere norske milliardær, der med ét mistede den enorme formue, han havde opbygget.
»Vi kan bekræfte, at Einar Aas har været ansat som analytiker i Branden Forvaltning siden 1. januar. Han vil ikke stå for at rådgive nogle virksomheder,« siger Åsmund Haugsvær, der er bestyrelsesformand i Branden, ifølge Dagens Næringsliv.
I 2018 satsede milliardæren og spekulanten Einar Aas milliarder.
Alt sammen på et væddemål om, at el-priserne i Tyskland og Skandinavien ville nærme sig hinanden i 2019. Hvis de gjorde, ville han tjene styrtende med penge.
Men da prisforskellen steg betydeligt, tabte han så meget, at han ikke kunne stille nok penge i sikkerhed.
Derfor blev hans portefølje tvangssolgt med et tab på 1,9 milliarder kroner.
Det var en betydelig ændring fra 2017, hvor hans hans formue ifølge norske TV2 stod opført til 1.642.860.442 norske kroner.
At det gik så galt skyldtes, at Einar Aas drev sin forretning som en personlig økonomi og ikke gennem et aktieselskab, har Dagens Næringslivs finansredaktør, Terje Erikstad tidligere forklaret.
Takket være en aftale med kreditorerne lykkedes det Einar Aas ikke at blive erklæret personlig konkurs.
Han har siden dog været tvunget til at sælge flere ejendomme, en luksushytte, en penthouse-lejlighed samt en ejendom i Spanien og en del kunst, fortæller det norske finansmedie.
Einar Aas har ifølge Dagens Næringsliv ikke ønsket at uddybe sin nye stilling yderligere.
Læs også: Se listen: 49 spændende klimaaktier
Læs også: Økonom om dine aktier: Fejlen du ikke må begå