Den svenske musiktjeneste Spotify, som er børsnoteret i USA, falder med 6,7 pct. i eftermarkedet onsdag, da selskabets forventninger til væksten i første kvartal er til den svage side.
Spotify regner ganske som ventet med en omsætning på 2,6 mia. euro, men buddet på antallet af betalende kunder i første kvartal på 183 mio. abonnementer ligger under det ventede 185,3 mio. kunder, ifølge Bloomberg News, og samtidig ser Spotify 418 mio. daglige brugere mod ventede 422 mio. daglige brugere.
Det hjælper formentlig heller ikke på stemningen, at musiktjenesten regner med et driftsminus i de nuværende tre måneder på 67 mio. euro mod konsensus om plus 22 mio. euro.
Læs også: Selv efter kæmpe nedtur i Vestas: Aktien er faktisk blevet dyrere
Spotify, der for tiden er i modvind på grund af kontroversielle podcasts, som er kritiske over for vacciner mod corona, hvilket har fået flere rockstjerne til at fjerne deres bagkatalog af musik fra tjenesten, oplevede imidlertid en stigning i omsætningen i sit fjerde kvartal på 24 pct. til 2,69 mia. euro mod ventede 2,65 mia. euro.
Her trak abonnementsbetalingerne op med 22 pct. til 2,30 mia. euro, da de månedlige betalende kunder steg 16 pct. til 180 mio. kunder mod spåede 180,2 mio. kunder.
Læs også: Aktionærværdi forsvandt for milliarder - sådan vil Novo undgå, at det sker igen
På bundlinjen var tallene dog bedre end ventet, da det justerede resultat per aktie blev på negative 21 eurocent, sammenlignet med minus 66 eurocent et år tidligere, og mod et konsensusestimat på et underskud på 39 eurocent, ifølge Bloomberg News.
Driftsresultatet landede samtidig på et underskud på 7 mio. euro. Her var ventet et minus på 80 mio. euro.
.\˙ MarketWire