Stærke AI-tal var ikke nok: Chipgigant Applied Materials falder trods flot prognose


Chipudstyrsproducenten Applied Materials leverede en prognose for fjerde kvartal, der var bedre end analytikernes forventninger, men aktien faldt alligevel med omkring 3 pct. i eftermarkedet.
Kursfaldet skyldes ifølge Bloomberg News de tårnhøje forventninger til Applied Materials. Efter et massivt rally, der har mere end fordoblet aktiekursen i år, er det blevet sværere for selskabet at indfri investorernes forhåbninger.
En lignende skæbne overgik i øvrigt konkurrenten KLA Corp., der i sidste måned ligeledes oplevede et kursfald i kølvandet på sit regnskab.
Applied Materials er USA's største producent af udstyr til chipfremstilling og betragtes som et barometer for hele industriens sundhedstilstand. Selskabet nyder godt af det store AI-boom, og kunder som SK Hynix og Micron Technology ræser i øjeblikket for at bygge nye produktionsfaciliteter.
Det er også den store efterspørgsel, som topchef Gary Dickerson lægger vægt på.
»De bliver ved med at presse os til at øge vores kapacitet,« siger Gary Dickerson. »Vores kunder er kreative, og de finder mere ren-rumsplads, så de accelererer deres efterspørgsel efter leverancer af udstyr.«
Applied Materials forventer en omsætning på cirka 10,3 mia. dollar i fjerde kvartal. Det overgår analytikernes gennemsnitlige estimat på 9,62 mia. dollar. Selskabet forudser også et overskud på 4,02 dollar per aktie, når der renses for engangsudgifter. Det er højere end de forventede 3,72 dollar.
Rent teknisk laver Applied Materials værktøjer til Dynamic Random Access Memory (DRAM). Det er en afgørende komponent i den højtydende hukommelse, der bruges i AI-acceleratorer – herunder de eftertragtede chips fra Nvidia, der driver udviklingen af kunstig intelligens.
Omsætningen tog et hop på 25 pct. i tredje kvartal og endte på 9,12 mia. dollar. Når der renses for engangsudgifter, overgik selskabet markedets forventninger med en indtjening på 3,50 dollar per aktie.
Hvis du gerne vil være klogere på Applied Materials, Nvidia, Intel, Micron Technology, TSMC og computerchipsektoren, kan du med fordel læse Chris Millers bog 'Chip War: The Fight for the World's Most Critical Technology'.
Bogen giver et levende indblik i, hvordan små stykker silicium er blevet en af de vigtigste råvarer i verdensøkonomien, og hvordan chipproducenter har formet alt fra den digitale revolution til den moderne geopolitik.
Chris Miller gennemgår udviklingen af nogle af verdens mest kendte selskaber, men stiller også skarpt på de globale forsyningskæder, der gør teknologien både sårbar og strategisk altafgørende.
Centralt i fortællingen står magtkampen mellem USA og Kina, hvor chips er blevet et våben i den teknologiske rivalisering.
Læs også: Investor: Der kan være flere opjusteringer i vente
Læs også: Formand smidt på porten: Storaktionær kræver nye kræfter
Millionærklubben Eksklusiv: Investeringsmuligheder for resten af 2026 - hvilken vej blæser de finansielle vinde?
Første halvår af 2026 har budt på både markante kursstigninger og uventede tilbageslag, der gjorde det vanskeligt at finde en entydig retning på aktiemarkederne. Men alt det er som bekendt fortid. Hvad vigtigere er for enhver investor med respekt for sig selv, er naturligvis fremtiden.
Så hvad kan vi forvente af resten af 2026? Hvilke tendenser ser ud til at kunne præge halvåret, og hvilke investeringstemaer optager de globale investorer lige nu og i fremtiden? Alt dette er til debat denne aften med nogle af branchens skarpeste profiler, der til daglig analyserer globale finansmarkeder, vurderer forskellige scenarier og omsætter forventninger til konkrete investeringsbeslutninger.
Aftenens debat ledes af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Henrik Drusebjerg, direktør og stifter af Drusebjerg Zabel ApS
Otto Friedrichsen, viceinvesteringsdirektør i Formuepleje
Lars Persson, teknisk analytiker i Aktierådet
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer.
Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/arrangementer