Rentemarkederne reagerede fredag med stigende renter, efter nye amerikanske jobtal overraskede positivt. Der blev skabt 139.000 nye job i maj, mere end de fleste havde regnet med, og arbejdsløsheden holdt sig stabil på 4,2 procent. 

Det tyder på, at arbejdsmarkedet stadig er stærkt, selvom økonomien viser tegn på opbremsning, skriver Bloomberg News.

De højere jobtal fik investorer til at skrue ned for forventningerne om snarlige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank. 

Renten på den toneangivende 10-årige amerikanske statsobligation steg til 4,45 procent, mens den kortere og mere rente-sensitive toårsrente nåede op på 3,99 procent. Det svarer til stigninger på henholdsvis seks og syv basispoint.

Markedet priser nu kun lidt under to rentenedsættelser ind for resten af året, og sandsynligheden for den første – i september – er faldet til omkring 70 procent. 

Ifølge Jeffrey Rosenberg fra kapitalforvalteren BlackRock viser rapporten et arbejdsmarked, der er på vej ned i gear, men stadig for stærkt til, at centralbanken vil skynde sig med at sænke renterne.