Der er ikke udsigt til, at aktionærerne i det danske landbrugsselskab FirstFarms kan se frem til et højere tilbud end det, rigmanden Anders Holch Povlsen har fremsat for de resterende aktier i selskabet gennem sit datterselskab Constantinsborg A/S.
Også selvom FirstFarms finansielle rådgiver ABG Sundal Collier i en fairness-vurdering fremlagt i forbindelse med bestyrelsens vurdering af tilbuddet kalder det utilstrækkeligt ud fra et finansielt synspunkt.
I en skriftlig udtalelse lyder det fra kommunikationschef Kasper Reggelsen i HEARTLAND, der er Anders Holch Povlsens holdingselskab og som i sidste ende ejer Constantinsborg A/S, at man mener, at tilbudsprisen er fair, da det er den samme, som FirstFarms selv var med til at fastsætte i 2024, da selskabet ydede et konvertibelt lån til FirstFarms.
»På den baggrund vurderer vi, at vi tilbyder en fair og rimelig pris, og vi er ikke enige med dem, der måtte synes, at tilbudsprisen skal være højere,« lyder det fra Kasper Reggelsen, der tilføjer:
»Vi har endvidere noteret, at bestyrelsen enstemmigt har besluttet ikke at komme med en anbefaling hverken for eller imod at acceptere vores tilbud.«
Læs også: Medicinalgigant køber biotekselskab i milliardhandel
Hos HEARTLAND noterer man sig altså, at tilbuddet værdisætter FirstFarms til samme værdi som i februar 2024, og at tilbudsprisen repræsenterer en præmie på ca. 16,6 pct. sammenlignet med lukkekursen på 72 kr. 10. februar 2025, hvor tilbuddet blev afgivet.
Derudover repræsenterer tilbuddet en præmie på knap 18 pct. sammenlignet med den volumenvægtede gennemsnitlige aktiekurs på 71,2 kr. i tre-måneders perioden fra 11. november 2024 til10. februar 2025.
Meldingen kommer, efter at bestyrelsen mandag morgen har offentliggort sin redegørelse vedrørende tilbuddet.
Her fremgår det, at ABG Sundal Collier mener, at »Tilbudskursen vurderes at være utilstrækkelig ud fra et finansielt perspektiv for FirstFarms aktionærer i en uafhængig fairness opinion, som FirstFarms bestyrelse har indhentet fra sin finansielle rådgiver ABG Sundal Collier«.
»Tilbudskursen repræsenterer en begrænset præmie på 16,7 pct. i forhold til lukkekursen dagen forinden offentliggørelsen sammenholdt med en gennemsnitlig præmie for gennemførte offentlige købstilbud på Nasdaq Copenhagen på 33,7 pct.,« lyder det i begrundelsen, der også påpeger, at aktionærer, der deltager, ikke vil få del i den fremtidige værdiskabelse som langsigtet kan være større end den kortsigtede gevinst, som tilbuddet repræsenterer.
FirstFarms-aktien stiger mandag morgen med 2 pct. til kurs 85, hvilket er over købstilbuddet.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner