Henter kommentarer

Stenrig russer køber McDonald's


McDonald's har på en uges tid haft held med at sælge sine 850 restauranter i Rusland.

Den nye ejermand bliver den stenrige russer Alexander Govor, der allerede ejer 25 af kædens restauranter i Sibirien. Det skriver flere medier, herunder BBC og Business Insider.

Købsprisen er ikke offentliggjort, men McDonald's advarede i sidste uge sine investorer om, at salget kunne føre til et tab på mellem 1,2 og 1,4 mia. dollar.

Således er en æra slut for McDonald's russiske tilhængere. Rigmanden må nemlig hverken bruge kædens logo, menu eller brand. Samtidig har Govor forpligtet sig til at betale løn til de 62.000 ansatte i russiske McDonald's de næste to år.

Alexander Govor er, skriver BBC, medstifter af Neftekhimservice, der raffinerer olie. Dertil sidder han i bestyrelsen for et andet selskab, der ejer Park Inn-hoteller og en stribe privatklinikker i Sibirien.

Alexander Govor har forpligtet sig til at betale løn til alle McDonald's 62.000 russiske ansatte de næste to år. Vis mere

Kæden annoncerede 16. maj, at de satte deres russiske gren til salg grundet landets invasion af Ukraine. Indtil da havde fastfoodkæmpen midlertidigt lukket sine restauranter.

McDonald's åbnede sin første russiske restaurant i Moskva tilbage i 1990.

Handlen ventes at gå igennem inden for få uger.

Læs også: McDonald's trækker endegyldigt stikket i Rusland

Læs også: Måske var fredagens fald en bund - det er set før