STG årsregnskab: Salget af håndrullede cigarer tyngede omsætningen


Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Et faldende salg af håndrullede cigarer var med til at tynge omsætningen hos Scandinavian Tobacco Group (STG) sidste år, hvor et øget fokus på selskabets omkostningsstruktur omvendt var med til at løfte driftsindtjeningen.

For hele 2019 endte omsætningen dog med en lille stigning til 6870 mio. kr. fra 6718 mio. kr. året forinden, og det svarer til en vækst på 2,3 pct.

Den organiske vækst var dog negativ sidste år, hvor omsætningen faldt med 2,6 pct. på organisk basis, fremgår det af regnskabet fra STG torsdag morgen.

Driftsoverskuddet før skat, renter samt af- og nedskrivninger (EBITDA) før særlige poster tog et hop på 16 pct. sidste år til 1513 mio. kr. Ifølge tobakskoncernen var det især et transformationsprogram, der går under navnet Fuelling the Growth, som bidrog til at forbedre indtjeningen.

- I 2019 leverede vi en stærk finansiel præstation på tværs af vores fire divisioner med en organisk EBITDA-vækst på 7,1 pct. og frie pengestrømme før virksomhedskøb på 1187 mio. kr.

- I løbet af året tog vi også betydelige skridt i etableringen af fremtidens Scandinavian Tobacco Group med offentliggørelsen af vores største virksomhedskøb i nyere tid - Royal Agio Cigars - og ved at accelerere implementeringen af vores transformationsprogram Fuelling the Growth, siger Niels Frederiksen, der er administrerende direktør hos STG, i torsdagens regnskab.

Fuelling the Growth er et transformationsprogram på tværs af virksomheden, som skal øge selskabets konkurrenceevne og levere nettobesparelser på 250 mio. kr. fra udgangen af 2021, oplyste selskabet i foråret 2019.

STG venter i regnskabsåret 2020 en organisk vækst i det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, i niveauet 3 pct.

Selskabet gennemførte i januar købet af den hollandske cigarvirksomhed Royal Agio Cigars, og forventningerne er eksklusive de finansielle effekter af opkøbet.

- Opdaterede forventninger for Scandinavian Tobacco Group ventes at blive udmeldt, når integrationsplanlægningsperioden er afsluttet, og
yderligere finansielle detaljer om købet er blevet udmeldt, fremgår det af regnskabet.

Selskabet foreslår desuden at udbetale et udbytte på 6,10 kr. per aktie, ligesom planen er at sætte gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram på op mod 300 mio. kr.

Tabel for Scandinavian Tobacco Groups årsregnskab for 2019:

Mio. kr.
Q4 2019
Q4 2018*
FY 2019
FY 2018*
Omsætning
1743
1765
6870
6718
Bruttoresultat
857
838
3314
3219
EBITDA før særlige poster
430
362
1513
1304
Udbytte pr. aktie (i kr.)


6,10
6






*Sammenligningstallene for 2018 for både helåret og fjerde kvartal er ikke justeret efter de nye regnskabsregler IFRS 16.

STG's forventninger til 2020:

I pct.
Ved FY 2019
Organisk vækst i justeret EBITDA
Omkring 3

/ritzau/FINANS