I et højest uventet og overraskende træk har Michael Burry lukket ned for sin investeringsfond.

Den amerikanske investeringsstjerne blev udødeliggjort i filmen 'The Big Short', hvor han blev kendt for sin succesfulde forudsigelse af den amerikanske boligboble.

Men nu har han pludselig afregistreret sin hedgefond, Scion Asset Management, hos den amerikanske finanstilsynsmyndighed, skriver Bloomberg News.

Afregistreringen trådte i kraft 10. november. Michael Burry har selv kommenteret situationen via sociale medier og udtalt, at han er »på vej mod meget bedre ting 25. november.«

Michael Burry er kendt for sine skarpe, men ofte pessimistiske markedsanalyser. Han har efter lang tids tavshed på sociale medier pludselig advaret om, at vi risikerer at se store kursfald blandt amerikanske tech-mastodonter. Det kan du læse om her.

Han har tidligere advaret om markedsbobler og har for nylig afsløret, at han satsede på, at chipgiganten Nvidia-aktien og softwarevirksomheden Palantir-aktien vil falde i kurs.

I første kvartal, rapporterede Scion, at fonden havde afviklet næsten hele sin børsnoterede aktieportefølje. I stedet havde den købt såkaldte put-optioner på chipgiganten Nvidia samt en håndfuld amerikansk-noterede kinesiske teknologiselskaber. 

En put-option giver ret til at sælge en aktie til en bestemt pris inden for en given periode, hvilket indikerer en forventning om kursfald. 

Michael Burry oplyste blandt andet, at han havde brugt omkring 9,2 mio. dollar på put-optioner på Palantir-aktier, der giver ham ret til at sælge dem til 50 dollar i 2027.

Det er stadig uklart, hvad Burry præcist hentyder til med »meget bedre ting 25. november«, men hans historik antyder ofte uventede træk på finansmarkederne.

Michael Burrys syn på markedet har været fulgt indgående, siden han blev kendt for sit dristige sats op til Finanskrisen. Det er blev beskrevet i Michael Lewis' bog fra 2010 ‘The Big Short: Inside the Doomsday Machine’, og senere i filmen ‘The Big Short’, hvor Burry blev spillet af Christian Bale.

Filmen beskriver, hvordan Michael Burry – og nogle få andre – satte penge på det, som ingen troede på: At der var noget helt galt på det amerikanske boligmarked.

»The Big Short« handler om en håndfuld amerikanske kapitalforvaltere, der alle forudså kollapset på det amerikanske boligmarked, der kort efter førte til finanskrisens begyndelse.

Alle kapitalforvalterne satsede store summer penge på kollapset, og tjente tilsammen astronomiske summer til dem selv og deres investorer.

Bogen blev filmatiseret i 2015, og rollen som Michael Burry spilles af Christian Bale. Også Ryan Gosling og Brad Pitt spiller med.