Henter kommentarer

Stjerneinvestor har solgt ud - og købt op i hemmelig aktie


Den verdenskendte investor Warren Buffett har rykket rundt i porteføljen hos sit investeringsselskab Berkshire Hathaway.

Det fremgår af investeringsselskabets opgørelse over salg og køb til de amerikanske finansmyndigheder, skriver CNBC.

Her er der blandt andet blevet skåret i deres kæmpe beholdning i Apple, som dog fortsat er deres største aktie, der fylder mere end halvdelen af porteføljen i værdi. 

Derudover er der også blevet solgt ud af Paramount og HP. Til gengæld er der blevet købt yderligere op i Occidental Petroleum og Chevron, som også allerede er i porteføljen.

Berkshire Hathaway har også lavet et hemmeligt opkøb, som de har anmodet de amerikanske finansmyndigheder om at få lov til at holde hemmelig. 

Flere har spekuleret i, at det hemmelige opkøb kunne være i en bankaktie, da en særlig opgørelse for deres køb i tredje kvartal antydede, at Berkshire havde købt 'banker, forsikring og finans'-aktier for 1,2 mia. dollar.

Sådan en forespørgsel om at holde et køb hemmeligt er ret sjælden for Berkshire. Sidste gang de gjorde det var i 2020, da de købte Chevron og Verizon.

Læs også: Japan går ind i recession - Tyskland er nu verdens tredje største økonomi

Investeringsøkonom hos handelsplatformen Nordnet, Per Hansen påpeger, at når Warren Buffett justerer i porteføljen kan det bevæge kurserne, når det offentliggøres.

»Warren Buffett kan godt lide at koncentrere sine indkøb jævnfør hans valgsprog: 'Diversification will only give you a mediocre return',« lyder det fra investeringsøkonomen. 

Altså groft sagt mener Warren Buffett , at når man investerer i en masse forskellige aktier, vil man kun få et middelmådigt afkast.

Sandheden er nemlig, at de store afkast i hans portefølje kommer fra meget få selskaber, og at hans investeringer i mange af de mindre selskaber ikke giver noget afkast, tilføjer han. 

En af disse eksempler er Paramount. Her ligger hans gennemsnitlige købspris angivelig omkring 30 dollar, og når han har solgt en tredjedel ud her i tredje kvartal er det sket til aktiekurser, som ligger »dramatisk under det niveau,« pointerer Per Hansen. 

»Hvis man investerer som Warren Buffett, spreder man nok sine investeringer på mange selskaber, men reelt er afkast koncentreret på meget få,« siger Per Hansen. 

Warren Buffett er amerikansk investor, forretningsmand og milliardær. Han er kendt for den investeringsstil, der kaldes for value-investering, som handler om at investere i undervurderede aktier.

Den kendte investor har siden 1965 sikret sine aktionærer i Berkshire Hathaway et afkast på 20,3 pct. om året.

Derudover er Warren Buffett verdens syvende rigeste person med en formue på 133 mia. dollar, ifølge Bloomberg Billionaires Index. 

Læs også: Chefstrateg: Sådan vil investorerne gøre, hvis Trump vinder valget - hør overblikket på 5 minutter

Læs også: Præsidentvalget nærmer sig: Sådan mener to danske chefstrateger, det kan påvirke aktiemarkedet