Den kendte investor og milliardær Bill Ackman har lavet et nyt aktiekøb til sin fond, og det er ikke et lille sats hans hedgefond Pershing Square Capital Management har lavet.

Han har nemlig satset hele 10 pct. af fondens aktiver på den kendte aktie i slutningen af 2025. Det fortæller Bill Ackman til sine kunder onsdag, skriver flere medier herunder CNBC.

Den nye position hos Pershing Square er den techkæmpen Meta, der står bag sociale medier som Facebook, Instagram og Whats App.

»Vi mener, at Metas nuværende aktiekurs undervurderer selskabets langsigtede opadgående potentiale fra AI og repræsenterer en markant nedsat værdiansættelse af en af verdens bedste virksomheder,« lød det i fondens årlige præsentation til investorerne onsdag.

Meta-aktien er blevet sendt ned det seneste år grundet frygten for, at selskabet har brugt for mange penge på kunstig intelligens. 

Dette er dog ikke noget, der bekymrer Bill Ackman:

»Vi mener, at bekymringerne omkring Meta's AI-relaterede investeringsinitiativer undervurderer selskabets langsigtede opadgående potentiale inden for AI,« fremgår det af præsentationen til fondens kunder.

Her lød det også fra fonden, at Meta handler til 22 gange den forventede indtjening over de næste 12 måneder, hvilket er billigt i betragtning af, hvor meget kunstig intelligens forventes at sætte gang i den fremtidige indtjeningsvækst.

For at få råd til satset i Meta har Bill Ackman solgt ud af sin investering i hotelkæden Hilton Worldwide.

Sidste år lavede Pershing Square et afkast på 21 pct., mens det brede S&P 500-indeks steg med 17 pct. i dollar.