Henter kommentarer

Stor aftale går i vasken - aktien styrtdykker


Elbilproducenten Fiskers forhandlinger med en stor bilproducent er blevet afbrudt af den unavngivne bilproducent.

Sådan lyder meldingen fra elbilproducenten med den danske forretningsmand Henrik Fisker i spidsen i en meddelelse til de amerikanske børsmyndigheder. Det skriver Børsen.

Den nye melding sender Fisker-aktien, der er noteret på det amerikanske marked, ned med 28 pct. i mandagens handel.

Læs også: Se listen: Disse job giver den højeste løn

Tidligere har vi her på Euroinvestor skrevet om, at Fisker flere gange har været ude og berette om, at selskabet var i forhandling om et muligt samarbejde med en større bilproducent. Ifølge Bloomberg skulle denne bilproducent angiveligt være den japanske gigant Nissan. Men disse forhandlinger er nu afsluttet uden et resultat, ifølge dagens børsmeddelelse. 

Problemerne har i længere tid stået i kø for Fisker.

Blandt andet er selskabet blevet truet med en afnotering af den amerikanske børs, New York Stock Exchange, da aktien er i konflikt med reglerne om børsnotering.

Derudover blev der sat godt gang i frygten for konkurs, da Fisker for nogle måneder siden fremlagde deres årsregnskab, der viste et underskud på 5,3 mia. kr.

Henrik Fisker har tidligere været ude og svare på kritikken.

»Alle nystartede bilvirksomheder arbejder sammen med investorer, mens de vækster, det er normalt. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har nogle fantastiske Fisker ejere, der ikke bliver trynet af denne type sensationelle presse,« skrev Henrik Fisker tidligere på måneden til BT.

Til BT lød det også fra Henrik Fisker, at de »arbejder sammen med investorer for at sikre yderligere midler.«

Aktien i Fisker er kollapset de seneste måneder. Over de seneste tre måneder er aktien dykket med knap 94 pct. Over det seneste år er aktien svundet ind med 98,4 pct.

Læs også: Storbank: Amerikanske aktier kan stige yderligere 15 pct. i år 

Læs også: Lau Svenssen fremhæver ny våbenaktie: 'Meget interessant'