Efter en voldsom nedjustering og et aktiekursfald på mere end 23 procent møder Novo Nordisk hård kritik fra en af sine største danske investorer.
Henrik Blaagaard Hviid, partner og porteføljeforvalter i formueforvalteren C Worldwide, vurderer over for Finans, at medicinalgiganten står over for en grundlæggende genopbygning af sin troværdighed over for investorerne, efter selskabet tirsdag sænkede sine forventninger til årets salg og driftsindtjening.
»Det kommer til at tage mange kvartaler, faktisk år, for dem at genvinde tilliden blandt investorerne. Det gælder også for mig selv,« udtaler han til mediet.
Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, så falder ordene - ligesom aktien - efter Novo-aktien faædt hele 23,1 pct. som reaktion på, at Novo Nordisk sænkede forventningerne til årets salg og driftsindtjening.
Novo Nordisk forventer nu en omsætningsvækst på mellem 8 og 14 pct. Tidligere lå forventningen mellem 13 og 21 pct.. Samtidig er forventningen til driftsoverskuddet sænket til 10-16 pct. fra tidligere 16-24 pct.
Ifølge Novo Nordisk skyldes ændringerne blandt andet en svækket amerikansk dollar samt stigende konkurrence på markedet for fedmebehandling i USA og globalt. Oven i det har virksomheden netop fået ny administrerende direktør, Mike Doustdar, som har haft en lang karriere i Novo Nordisk.

Trump ønsker kæmpe ændring