Stor splittelse efter Novo-regnskab: Så meget kan aktien stige - og falde


Analytikerne har travlt med at spidse blyanterne, efter de nyeste regnskabstal fra Novo Nordisk er landet.
En lang række børshuse er nemlig kommet med nye bud på, hvor aktien i medicinalkæmpen kan bevæge sig hen inden for det næste år. Euroinvestor bringer her de friske syn på aktien.
Novo Nordisk, der er kendt for sine midler til behandling af fedme og diabetes, skruede op for sine forventninger til året i onsdagens regnskab. Det stod også klart, at selskabet havde klaret sig markant bedre end ventet i årets første kvartal.
Hos Danske Bank lyder kursmålet nu på 355 kr. mod før 350 kr., viser Bloomberg-data. Banken holder fast i, at aktien er et køb værd.
Tager man udgangspunkt i Novo-aktiens aktuelle kurs torsdag middag, indikerer det friske kursmål, at aktien kan stige omkring 20 pct.
Hos ABG Sundal Collier er kursmålet hævet til 250 kr. fra før 230 kr., som indikerer, at aktien skal falde 15 pct. Børshuset har da også en sælg-anbefaling på den store danske aktie.
Amerikanske Barclays har også haft Novo-aktien under lup i kølvandet på regnskabet. Barclays kursmål hedder nu 300 kr. mod før 270 kr. Dermed indikeres der, at aktien kan stige 1,8 pct.
Deutsche Bank har ligeledes justeret på sit syn på aktien, og skruet kursmålet op med 15 kr. til nu 290 kr. fra før 275 kr. Dermed spår den tyske storbank, at aktien faktisk vil falde 1,5 pct. fra det nuværende niveau.
Ud af de i alt 37 analytikere, der dækker aktien, har ti en købsanbefaling. 24 har en hold-anbefaling, mens de resterende tre anbefaler, at man sælger aktien.