
Storbank forudser markante stigninger: Disse aktier vil klare sig dobbelt så godt
Den amerikanske storbank Goldman Sachs forventer, at europæiske aktier vil klare sig markant bedre end amerikanske aktier i den nærmeste fremtid.
Storbanken har hævet sine kursmål for det brede europæiske indeks Stoxx Europe 600 for de kommende 3, 6 og 12 måneder, skriver Placera
De nye mål indikerer en samlet stigning på 8 pct. i euro, hvis man kun ser på selve indeksudviklingen. Men hvis man også medregner Goldman Sachs' forventning om, at euroen vil styrkes mod dollar til 1,25 i løbet af det næste år, kan det samlede afkast i dollar lande på hele 16 pct.
Det er dobbelt så højt som det forventede afkast for det amerikanske indeks S&P 500.
Optimisme skyldes, at Goldman Sachs vurderer, at global vækst vil understøtte de europæiske selskabers indtjening, hvilket vil drive aktiekurserne op.



















