Henter kommentarer

Storbank: Forbered dig på flere kursfald


Særligt de amerikanske tech-aktier har fået hårde slag de sidste par dage.

Men der venter smertefuld kurstæsk forude for teknologi-aktierne, vurderer man hos den schweiske investeringsbank UBS. Det skriver Bloomberg. Ordene falder - ligesom tech-aktierne - efter flere dage med kursfald. Tirsdag faldt S&P 500-indekset 2,8 pct., Dow Jones-indekset rutchede 2,3 pct. nedad, mens det teknologitunge Nasdaq faldt yderligere 4,1 pct. Nasdaq er nu knap 10 pct. fra sidste tirsdags rekordniveau. Det tangerer en korrektion, som typisk er defineret ved et 10 procents fald fra den seneste kurstop.

Investorerne går imidlertid ind i en periode med kraftigere udsving i aktiekurserne, vurderer storbanken. Årsagen skal findes i call optioner på techgiganterne, forklarer Stuart Kaiser, der står i spidsen for UBS' derivat-analyse.

En call option giver en køber retten - men ikke pligten - til at købe en aktie til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden, selv om kursen på aktien har flyttet sig. Der er med andre ord tale om et væddemål om kursstigninger. Call optionerne menes at have skabt et positivt feedback loop  - altså stigninger, der fører til nye stigninger - fordi dem, der sælger optionerne har været nødt til at afdække deres risiko ved at købe de underliggende aktier. Det menes at være skyld i Nasdaq-indeksets himmelflugt siden de massive kursfald i februar og marts.

Nu er det omvendte scenarie ved at udfolde sig. Der bliver solgt færre call optioner - og udestående kontrakter lukked ned - og derfor kan de banker og børmæglere, der før måtte afdække risikoen ved at købe de underliggende aktier, nu sælge ud af dem. Det sender kursen nedad.

»De bruger Nasdaq-indekset, og de bruger frie midler til at mindske risikoen så meget som muligt, men det er en turbulent proces. Det er simpelthen en proces, som markedet er nødt til at gå igennem for at fordøje de store positioner,« udtaler Stuart Kaiser til Bloombergs tv-station.