ADP’s beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked viste sig svært skuffende, da der kun blev skabt 330.000 job i juli. Her havde analytikerne på forhånd spået en stigning på 690.000 job.

Går tendensen igen i fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport vil det ramme renterne, lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

»Hvis dagens tal bliver efterlignet i fredagens arbejdsmarkedsrapport, så vil det få store konsekvenser for markederne og sende renterne og dollar endnu længere ned,« siger Søren Kristensen til Ritzau Finans.

Ifølge Sydbanks cheføkonom er udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked særdeles vigtigt for tiden, da det giver et væsentligt praj om, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), har tænkt sig at løfte foden fra den pengepolitiske speeder.

I sidste uge lød det fra den øverste chef i centralbanken, Jerome Powell, at beskæftigelsen bevægede sig i den rigtige retning i forhold til Feds målsætning, men at der fortsat er lang vej, hvilket onsdagens tal da også bekræfter.

Mens renten og dollar vil blive ramt af en skuffende jobrapport på fredag, så har aktiemarkederne hidtil reageret omvendt.

Det skyldes, at selskaberne og aktiemarkederne hidtil har lukreret på, at Federal Reserve har holdt renterne nede ved at føre en yderst lempelig pengepolitik ved blandt andet at opkøbe obligationer.

»Vi set det flere gange, at når der er skuffende tal, så tager aktiemarkederne ganske fint i mod det. Men det er selvfølgelig alt med måde - grøden skal ikke være kold, men den skal altså heller ikke være for varm,« lyder det fra Søren Kristensen.

Læs også: Uofficiel rapport over amerikanske beskæftigelsestal skuffer fælt

Læs også: Krydstogtselskabs andet kvartal sejler - omsætning markant dårligere end ventet

/ritzau/FINANS