Den britiske fodboldklub Manchester United lider lige nu under endnu en middelmådig fodboldsæson, men aktien bag den kendte fodboldklub ser til gengæld en del bedre ud.
Sådan lyder det fra to analytikere fra storbanken UBS, der har indledt dækningen af fodbold-aktien, og i den anledning er kommet med anbefaling og kursmål på aktien.
Her fremhæver storbanken selskabets fokus på omkostningsreduktion sammen med en indtægtsbase, der er uden sidestykke i Premier League, samt at det nye ejerskab af klubben har bragt indtjeningsevnen tilbage i selskabet. For et år siden købte milliardæren Jim Ratcliffe nemlig en andel i klubben.
Derfor har analytikerne givet aktien en køb-anbefaling og et kursmål på 23 dollar, hvilket indikerer en stigning på 26 pct. fra tirsdagens lukkekurs.
Et kursmål er en banks eller analytikers forventning til en akties kurs om 12 måneder.
Analytikerne forudser, at aktien kan stige endnu mere, hvis fodboldklubben venter tilbage til den lukrative turnering, Champions League.
UBS påpeger, at Manchester United i øjeblikket handles til 4,4 gange virksomhedens værdi i forhold til omsætningen, sammenlignet med et gennemsnit på seks gange for amerikanske sportsnoterede selskaber.
»Med fortsat interesse fra private equity og velhavende enkeltpersoner, der søger trofæaktiver, ser vi Manchester Uniteds værdiansættelse som godt sikret,« lyder det fra analytikerne.
Manchester United ligger lige nu nummer 13 ud af 20 hold i den britiske fodboldturnering, Premier League. I sidste måned annoncerede klubben, at den har ansat Ruben Amorim fra Sporting Club de Portugal som ny træner.
»Dette er på ingen måde givet, taget de seneste dårlige præstationer i betragtning, men den nye træner kan være et potentielt vendepunkt,« lød det fra analytikerne i en besked til kunderne.
Generelt har analytikerne det noget blandet med Manchester United-aktien.
Ifølge data fra Bloomberg er der fire analytikere, udover UBS, der dækker aktien. Af dem har to en køb-anbefaling og to har en hold-anbefaling. Ingen af analytikerne har en sælg-anbefaling.
Analytikernes gennemsnitlige kursmål på aktien er 20,48 dollar, hvilket indikerer en stigning på 12,4 pct. fra tirsdagens lukkekurs på 18,22 dollar.
Læs også: Børshus: Så meget kan Ørsted-aktien stige
Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2025: En dansk børsstjerne og to aktieeventyr, der er for billige
Trump lider nederlag



Mange ved det ikke - rammer over 60 pct.