Storbank med vild melding: Så mange menneskelignende robotter vil der være i fremtiden


Kunstig intelligens kommer ikke kun til ændre vores digitale liv.
Ifølge den amerikanske storbank Goldman Sachs vil udviklingen inden for fysisk AI skabe et kæmpe marked for menneskelignende robotter.
I 2035 kan markedet for menneskelignende robotter komme til at være 138 mia. dollar værd, skriver Goldman Sachs' analytikere i en rapport.
Disse tal har analytikerne nået frem til, da de venter, at der vil blive produceret 6,5 mio. humanoide robotter i 2035.
Det er en markant opjustering fra bankens tidligere forventninger til markedet for robotter, der ligner os. Den var tidligere fire gange lavere.
»Open source-AI-værktøjer og øget finansiering fra private investorer og regeringer er med til at drive væksten,« skriver Eric Sheridan, der er chef for forretningsenheden for teknologi, medier og telekommunikation i Goldman Sachs Research, i en rapport.
Flere producenter af de menneskelignende robotter er begyndt at skalere produktionen op, så man kan skabe en større forretning på sigt.
Det er især inden for logistik og drift af varehuse, at robotterne kan komme til at gøre en forskel først, skriver Eric Sheridan.
Der er dog fortsat udfordringer med teknologien.
»Selvom robotter kan håndtere enkle opgaver, har de ofte svært ved højere grader af kompleksitet og variation,« skriver analytikeren.
Mere avancerede AI-programmer bør dog skabe en markant forbedring, ifølge Eric Sheridan.