Investorerne har kastet sig frådende over de europæiske forsvarsaktier i 2025. Finanstjenesten Bloombergs indeks over europæiske forsvarsaktier er oppe med 80 pct. i år. 

Men noget tyder på at investorerne nu har mistet lidt af appetitten. Det skyldes ifølge storbanken UBS en uheldig blanding af høje værdiansættelser og blandede regnskaber.  

»Øgede forsvarsudgifter vil fortsat være et tema over flere år, men aktierne i sektoren er allerede højt prissat, og mange investorer er tungt placeret der,« siger strateger fra UBS med Gerry Fowler i spidsen ifølge Bloomberg. 

»Det udgør en risiko, fordi de positive justeringer af indtjeningsforventningerne er blevet mere svingende og ikke længere vedvarende,« tilføjer han. 

Pointen underbygges af, at den populære og rødglødende Rheinmetall-aktie, der har været den bedste aktie i Stoxx 600-indekset i år med en stigning på 187 pct., har ligget stortset stille siden midten af juni.  

Andre store navne som Hensoldt er faldet pænt tilbage (25 pct.) fra toppen. Derudover har den igangværende regnskabssæson ikke løftet aktierne til nye højder på baggrund af store opjusteringer, bemærker strategerne. 

Generelt handler forsvarsaktierne i Europa også med en præmie på 70 pct. sammenlignet med det generelle europæiske marked. Det betyder groft sagt, at man betaler 70 pct. mere for en indtjeningskrone hos forsvarsselskaberne, end man gør i det generelle marked. 

Derfor mener storbanken UBS at investorerne skal kigge andre steder hen i markedet, for at finde fremtidige vindere. 

UBS-teamet foretrækker i stedet områder af markedet, hvor prisfastsættelsen er mindre presset, og sektorer, der i højere grad får stabil støtte fra stigende indtjeningsforventninger. 

Strateg Gerry Fowler peger blandt andet på aktier inden for elektrificering, vedvarende energi og banker som mere attraktive, skriver Bloomberg. 

Millionærklubben

Daglige nyheder trækker gerne aktiemarkeder både den ene og den anden vej, men meget af det viser sig ofte at være støj, og i virkeligheden står du formentlig bedre som investor ved at fokusere på det store billede. Det gør Millionærklubben torsdag, hvor Jeppe Christiansen, adm. direktør i Maj Invest, trækker linjerne op for dét, som han selv kalder “The Big Picture”. I studiet tager Lau Svenssen et blik på dagens regnskabsaktuelle selskaber og tjekker den generelle stemning på markedet. Vært: Bodil Johanne Gantzel