Henter kommentarer

| Opdateret

Storbank ramt af chokbølge fra kollapset hedgefond - Tabene er 'uacceptable'

En hedgefonds kollaps kommer til at koste den schweiziske storbank Credit Suisse et tab på op mod 4,7 mia. dollar. Udviklingen kommer samtidig til at koste to af bankens topfolk jobbet. Det beretter flere internationale medier, blandt andre Bloomberg.

Tabene er uacceptable, understreger Credit Suisses topchef Thomas Gottstein i en kommentar.

»Det betydelige tab … der er relateret til den fejlslagne amerikanske-baseret hedgefond, er uacceptabel,« lyder det fra Thomas Gottstein i en officiel kommentar.

Udviklingen er en konsekvens af, at hedgefonden Archegos for to uger siden blev ramt af massive kurstab på en række aktiepositioner - blandt andet ViacomCBS, Farfetch og Vipshop

Hedgefonden blev tvunget til at lukke sine positioner, hvilket har betydet, at en række storbanker, der har lånt penge til Archegos, har måtte gennemføre en række aktieudsalg. En af storbankerne er Credit Suisse, og det kommer til at koste to ledende chefer jobbet.

Credit Suisses administrerende direktør for bankens investeringsforretning, Brian Chin stopper første maj, mens Lara Warner, der er bankens chef for risiko og compliance, også er færdig i banken.

Thomas Gottstein påpeger, at »alvorlige læringer er blevet gjort« i forbindelse med Archegos nedtur.

Archegos fald skyldes blandt andet, at hedgefonden har investeret gearet – delvist for lånte penge – hvilket har efterladt de respektive banker med store tab.