Storbanken Morgan Stanley ser et stort potentiale i en helt særlig europæisk kronjuvel.
Faktisk forudser storbanken, at aktien i det mest optimistiske scenarie har en kursstigning på 70 pct. foran sig.
Det skriver finansmediet Bloomberg News.
Det omtalte selskab er hollandske ASML, der laver maskiner til produktion af mikrochip.
De højere forventninger fra storbanken kommer i takt med, at diverse chipproducenter øger deres investeringer for at imødekomme den kraftigt stigende efterspørgsel efter mikrochip, som skal bruges til udbredelsen af kunstig intelligens.
ASML er en af Morgan Stanleys favoritaktier, og banken har påpeget, at de er endnu mere optimistiske omkring ASML efter den taiwanske chipproducent TSMC kom med regnskab for et par dage siden, der slog fast, at investeringerne i kunstig intelligens ikke bliver mindre lige foreløbig. Det tyder godt for ASML, da TSMC er den hollandske kæmpes største kunde.
I storbankens mest optimistiske scenarie kan ASML-aktien stige til kurs 2000 euro, hvilket indikerer en stigning på 71,5 pct. fra fredagens kurs på 1166 euro. Dette vil kræve, at overskuddet bliver bedre end storbankens forventninger, og at techaktier generelt fortsætter med at stige.
Morgan Stanleys mest sandsynlige scenarie for aktien er, at den skal i kurs 1400 euro indenfor det kommende år, hvilket dog fortsat er det andet-højeste kursmål blandt selskabets analytikere, ifølge data fra Bloomberg. Med det kursmål indikerer storbanken en kursstigning på 20,1 pct.
De andre analytikere, der følger ASML-aktien, er generelt også positive omkring at købe op i aktien.
Ifølge data fra Bloomberg er der 42 analytikere, der følger aktien. Af dem har 31 af analytikerne en køb-anbefaling, mens 10 af analytikerne anbefaler hverken at købe op eller sælge ud med en såkaldt hold-anbefaling. Til sidst er der én analytiker, der anbefaler, at man sælger aktien.
ASML-aktien er kommet godt fra start i 2026, og på bare en halv måned er aktien steget med knap 20 pct.

