Genmab har med en tilbagegang på cirka 5 pct. siden nytår klaret sig bedre end C25-indekset drevet frem af stærke kvartalsregnskaber og solide salgstal for kræftmidlet Darzalex.
Det skriver Handelsbanken, der holder fast i den kortsigtede anbefaling "hold", mens anbefalingen og kursmålet på tre års sigt hedder "outperform" og 3750 kr.
Umiddelbart ser Handelsbanken ingen negative kurstriggere på kort sigt, der kan sætte aktien under pres - med undtagelse af meldinger om højere end ventede operationelle omkostninger for de kommende år.
Læs også: Flere prisstigninger på vej: 'Det er med al tydelighed ikke slut endnu'
Regnskabet for tredje kvartal, der præsenteres den 9. november, ventes heller ikke at kunne rykke meget ved kursen.
Handelsbanken ser positivt på aktien, men anbefaler dog at vente på årsregnskabet samt prognosen for 2023 for at få et overblik over, hvad investeringer i pipelinen får af betydning for driftsomkostningerne.
»For resten af 2022 kan man se frem mod en lang række forsøgsdata. Genmab har blandt andet planlagt et stort antal af kliniske forsøgsstudier med Epcoritamab,« skriver Handelsbanken, der også henviser til resultater fra forsøgsstudier med Hexabodies CD37 og CD38 i ultimo 2022.
Torsdag lukkede Genmab-aktien med en stigning på 0,6 pct. til 2491 kr.
Læs også: England går kontra – renten i vildt fald
.\˙ MarketWire