Den amerikanske storbank Goldman Sachs vurderer nu, at guldprisen skal stige endnu mere i 2026 end først antaget.
Storbanken har således hævet sit mål for, hvor man mener guldprisen vil være ved årsskiftet med mere end 10 pct. fra 4.900 dollar per ounce til 5.400 dollar per ounce. Det skriver blandt andet Bloomberg.
I forhold til den nuværende guldpris mener Goldman Sachs altså, at investorerne kan hente knap 12 pct. ved at investere i det ædle metal.
Den positive vurdering kommer efter at guldprisen er steget med mere end 70 pct. de seneste tolv måneder, og at det vilde kursridt er fortsat ind i 2026. Her er guldprisen oppe med hele 11 pct.
Udover at investorerne vil søge mod guld i håbet om at købe et sikkert aktiv, der kan beskytte mod geopolitisk usikkerhed der vil påvirke markederne, så kan centralbankernes opkøb af guld være understøttende for prisudviklingen ifølge Goldman Sachs.
Storbanken forventer at centralbanker verden over vil købe 60 ton guld i gennemsnit om måneden i 2026, og at særligt de såkaldte Emerging Markets lande vil være købere i løbet af året.
Derudover ser Goldman Sachs også, at guldprisen vil bliver understøttet af private investorer, der vil diversificere porteføljen.
Euroinvestor beskrev onsdag, at de danske privatinvestorer gennem de seneste måneder har fået appetit på ædelmetaller som guld og sølv. Det kan du læse mere om her.

